Gemmested - Rampelys

Gemmested

Dagslyset former dansende skygger på den støvede overklassesofa,

først er det to striber, der kæmper kampen om overlevelse,

så er det en forbigående mandefrisure, der hopper op og ned

og senere er det konkrete menneskeskikkelser, der samtaler.

Den opsatte knold placeret midt på adelsdamens hoved kommer først til syne bag møblet,

da dagslyset forsvinder.

Rampelys

Måneskinnet destruerer stående skikkelser under den rene arbejdsklassebænk,

fire pletter snakker sammen om undergang,

to stillestående skaldet kvinder ruller op og ned,

mens tilfældige mennesker tier stille.

Det løst hængende hår placeret under adelsdamens fødder skjuler sig bag stearinlyset,

da dagslyset viser sig.

Kolde sommeraftener

Så blev det sensommer... med kolde fødder

kolde bare fødder
kolde bare fødder i fugtigt grønt græs
kolde bare fødder i fugtigt grønt græs der træder i smat
kolde bare fødder i fugtigt grønt græs der træder i smattede nedfaldne frugter
bare fødder på lune fliser
bare fødder på lune fliser opvarmet af solen
bare fødder på lune fliser opvarmet af solen med hovedpine
fødder i køligt vand oplyst af måneskin
fødder i vand i månen
fødder i månen
 ...så flyder månen over af alt sit lånte lys.

”Ikke mere sovs” sagde hun

”Jeg er aldeles mæt” fortsatte hun

En bænk i haven 

En bænk i haven og et æble i maven 

”Nu stopper du moster Anne” 

”Bare en sidste dråbe frøken, den allersidste – jeg lover det” 

En hårtot på trøjen, en søster i køjen 

”Hvordan tæller man sæbebobler?” 

”79, 174, 348, 567, 1102…”

Et plaster på såret og en pige på låret – en bænk i haven og et æble i maven – en hårtot på trøjen og en søster i køjen

In the beginning there were dragons

"In the beginning there were dragons: Proud, fierce, and independent. 

Their scales were like gems, and all who gazed upon them despaired, for their beauty was great and terrible."

"The dragon Saphira roared, and the soldiers before her quailed. 

(...) 

With a pennant of blue and yellow flame streaming from her maw, Saphira jumped into the courtyard after Eragon. He crouched and tensed his legs as she struck the paved ground. The impact shook the entire courtyard. Many of the chips of glass that formed a large, colorful mosaic in front of the keep popped loose and flew spinning upward like coins bounced off a drum."

"Eragon ducked behind his shield as a rippling sheet of blue fire appeared between them. From beneath the rim of his helm, he watched as Saphira bathed the cowering soldiers in a torrent of flames that flowed around them, yet caused them no harm."

"Saphira waded info the fray to his left - battling the soldiers into the air with her enormous paws, lashing them with her spiked tail, and biting and killing them with a shake of her head (...)"

"The battle soon swept Eragon and Saphira apart, carrying them to opposite ends of the courtyard. Eragon was not concerned. Even without her wards, Saphira was more than capable of defeating a large group of twenty or thirty humans by herself."