Film og Soft Pastels

"Before Midnight"

En af de mindre konfliktfyldte scener i Richard Linklaters 3. film om det skønne par Jesse og Celine (:

...

Min version af denne her bilscene er tegnet med, hvad jeg ville kalde for 'kvali-kridt' - egentlig hedder de Soft Pastels - sådan nogle smushi-smushi farver man får alle vegne når man leger med dem. Men jeg eelsker hvad man kan med dem - ansigtsudtrykkene fx og alt smush'et udenom (som jeg ikke bevidst har 'placeret' der), som giver en fornemmelse for bevægelse og dynamik. Jesse ser muligvis lidt skør ud i hovedet, næsten lidt trist eller som om han har fået noget i hovedet (?) -- men det er jo bare den beauty, der er over parafraser.






Alle tegningerne er tegnet med de her soft pastels! Og er lavet i løbet af riimelig kort tid - bare for at understrege, hvor helt vidunderlige de her farver er og hvor nemme de er at have med at gøre, og få noget super lækkert ud af dem! Jeg valgte forholdsvis simple filmscener/ film stills, idet jeg tænkte at jeg ville have mere kreativ frihed til at skildre bevægelser/kropspositurer/ansigtsudtryk/osv.

 



"About time"

Richard Curtis' helt utrolig skønne kærlighedshistorie, hvor Tim kan rejse tilbage i tiden (i sit eget liv) og derved forsøger at skaffe sig en kæreste - den allergodeste Mary.
I scenen her siger Tims far og søster 'pænt' farvel til Tim, der tager til London for at bo og arbejde og starte et voksenliv.

I min version er Tims far vist lidt blevet til en klovn (måske en McDonald's klovn?) - og jeg ved ikke heelt hvad det er for et vink/ håndtegn han kaster i vejret/ vinker med.. Men glad ser han ud og kærlig er han med hånden om sin datter. Kit Kat (søster til Tim, datter til far Klovn) er jeg dog rimelig glad for, hun har bare en dejlig striktrøje på.

"Not Another Happy Ending" 

Alt for dejlig skotsk romantisk komedie! Den fedeste humor og helt igennem skønne karakterer med helt uimodståelige skotske accenter (+ Tom Duvals accent der er blandede med lidt franskhed). Jane Lockhart er forfatter til bogen "The Endless Anguish of My Father" / "Happy Ending", der får stor succes - og som bliver udgivet af Tom Duvals forlag. Det er selvfølgelig Tom og Jane der kan ses på begge billeder! Virkelig virkelig underrated og meget meget god film! En af mine ynglingskarakterer er Roddy, der hjælper til på forlaget og ellers underviser på en Secondary School (?) i Engelsk Litteratur - han har fået alle de bedste lines i hele filmen! "What a wanker.... that's Warnker, he was an English Poet" - kan ikke huske replikken til punkt og prikke, men det er noget ala det der han siger idet han snakker i telefon med Tom og samtidig er midt i at undervise.  

Min version er meget stereotypisk kønsfordelings-agtig med en meget feminin kvinde og en meget mandelig mand med skægstubbe. Sådan er Jane og Tom ikke heelt i filmen. Men igen det er jo, hvad man kan når man leger med sine farver. Jeg er ret glad for alt smushede rundt om begge personer, mest rundt om Jane (idet det var mest tilfældigt, der var mindre bevidst smushning fra min side - hvilket der tydeligvis er rundt om Tom). Det tilføjer stemning til billedet!

"Room"

Den oscarnomierede film om en mor og hendes søn Jack, der i Jacks tilfælde har boede i det her Room hele sit liv (5 år) og derfor ikke kender til verden udenfor. Begge er spærret inde - moren 'Ma' blev bortført/lokkede derind da hun var ung af Old Nick og blev tvunget til at have sex med ham flere gange, hvilket resulterede i Jack - der, selvom det lyder helt usandsynligt forfærdeligt at være resultatet af en egentlig voldtægt, er den skønneste dreng! Jeg har også læst bogen efter jeg så filmen for første gang - bogen er set fra Jacks perspektiv og er derfor ret enestående, idet Ma har opfundet en historie til at bortforklare hvem det er inde i fjernsynet og hvordan verden hænger sammen (alle inde i tv'et er ikke virkelige, det er kun alle tingene inde i Room, Old Nick og de ting han køber ind til Ma og Jack). Derfor bliver hele hans verdensbillede fordrejet, idet Ma pludselig bliver grebet af ideen om rent faktisk at slippe ud af det her skur, idet hun mener Jack er blevet stor nok til at klare den opgave - og hun i forlængelse deraf fortæller ham sandheden om den situation der er i, og hvordan verden rigtig hænger sammen - hvortil Jack svarer "Nah.. how can it all fit?" og her refererer til alle verdens mange mange elementer - der i sammenligning med Rooms ikke-særlig-mange elementer fuldstændig overrumpler lille Jack. Fortællingen er meget original og virkelig fin!

Min version er lidt en overdramatisk sag, der egentlig lidt minder mig om et bibelsk billede eller sånoget. Jack bliver til en døende Jesus-figur, der gribes og holdes om af Jomfru Maria - i hvert fald inde i mit hoved (: Men måske kan man også se en helt anden scene udspille sig?

Barndomsgenkaldende tekstkunst på stof

De nyeste kreationer! Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal kalde dem -- barndomsgenkaldende-tekstkunst-på-stof ? Jeg har leget med nogle gamle trøjer/bluser/stykker stof og garn.

Det startede egentlig med at jeg havde de her to tomme hvide lærreder - præcis samme størrelse, og begge med mange små forstyrrende huller - da min far brugte dem som opslagstavler (opfindsomt!). Jeg tror faktisk godt jeg kan give ham lidt kreative credits for loosely at have inspireret den teknik, jeg udviklede i min udvikling af ovenstående skønheder.
Man kan ikke se det på billederne ovenover, men jeg alt stoffet er sat på lærrederne med nåle - noget af staset, der er sat på ovenpå fladen er med knappenåle, men det meste af stoffet af sat på med de her små, korte, flade nåle = tegnestifter! (kan ses på billederne nedenunder).
Jeg blev helt glad i mig selv, da jeg fandt ud af hvor effektive de var til formålet! Hvorfor søren har jeg tænkt på det noget før? Selvfølgelig giver det lidt et farvestrålende-barnligt look med de meget farverige (og synlige) nåle, men som en erstatning for al den larm og postyr, der altid er når lærredsstof skal hæftes på en træramme.. Ajmen, jeg er faktisk ikke særlig stor fan.
Der var selvfølgelig lærredsstof på de her, men jeg har i en lang periode været glad for at hæfte endnu et lag stof på (med allerede optegnet tekst eller tegninger - eller bare fordi jeg ikke havde tænkt mig at male med akryl på lærredet). Så her har jeg igen gang på gang været aktiv med hæftehæftning! SÅ da nåle-teknikken viste sig at funke helt udmærket - ja, da var jeg rimelig glad - og følte mig lidt genial for at have opfundet denne her teknik også! (igen halvt credit til min far).


Det "barndomsgenkaldende" element var både et bevidst og lidt ubevidst 'move'. Da jeg satte baggrundsstofstykkerne på (henholdsvis det grå med den sorte skrift og det lillae/gråstribet) med de her farverige nåle, kunne jeg med det samme se, at det var derhen jeg stilistisk var på vej hen. Det var et barnligt udtryk allerede der -- og med de farverige stykker stof, blomster, frynser og abstrakte figurer - har jeg bevidst arbejdet under det her 'barnlige' tema. Derudover kan stofs materialitet noget særligt i forhold til taktilitet - følesansen er rigtig meget ind over i forhold til, hvordan vi oplever forskellige stoffer - og den 'evne' kan noget med at fremkalde minder/ at transportere én tilbage til noget der engang var syns jeg. Måske er det bare mig? Det er ikke til at sige. Men måske har det helt og rigtigt noget at gøre med at følesansen er særligt fremtrædende som barn? Som lille kravlende toddler er det jo hænderne og munden, der bruges til at fornemme og sanse omverdens mange objekter og firnurlige ting og sager. Og måske er det her det omvendte der finder sted? At vi netop bliver transporteret tilbage til barndommen via stoffets taktilitet? Hvem ved?

De meget farverige nålehoveder - antallet afhænger af, hvor mange lag stof jeg har proppet på.

 Til de flotte frynser har jeg brugt almindelige knappenåle som kan ses på billederne her. Og så har jeg tilføjet lidt grønt garn som små græsstrå, der vokser op af denne her grå stribe - de er ret nuttede, hvis jeg selv skulle sige det (:

Den sorte skrift på det grå stof er taget fra et Doctor Who afsnit - teksten er 'famously' blevet kaldt for "the pandorica speech", hvilket refererer til afsnittet der hedder "The Pandorica Opens".
Det er egentlig bare en genial 'tale' som doktoren giver til en stor samling af hans alien enemies, hvor han starter med: "HELLO STONEHENGE!" idet de befinder sig på Stonehenge, hvor Pandoricas Box befinder sig nedenunder. Altså ja det er jo et af mine Who-ynglingsafsnit!
OG teksten på det brune stof er fra Harry Potter (selvfølgeligda!) - og er fra den tredje bog, der slutter med at Harry fortæller sin onkel, tante og fætter at hans elskede gudfar er 'the notorious mass murder' Sirius Black! (hvorefter han smiler i hele ansigtet).

Al teksten på det andet billede er fra flere forskellige steder - Den bronze tekst på det lillae stof er (også) fra Doctor Who - en mini-episode der hedder "Good Night", hvor doktoren fortæller Amy Pond at tid faktisk er meget mærkeligt. Det hvide stof med den sorte skrift er (oh yes) også en reference til Doctor Who - det er dog ikke direkte fra tv-serien, men fra et band der hedder Chameleon Circuit (de eksisterer egentlig ikke mere) der kun skriver sange om den britiske sci-fi serie. Sangen hedder "Teenage Rebel" og handler om hvordan doktoren er lidt teenage-rebelsk idet han på Gallifrey stjæler denne her dysfunktionelle tidsmaskine og løber hjemmefra.
Det stribede stof er et minde fra et nytårsaften jeg engang havde med min kære mor, og jeg lavede det her overraskende og højst besynderlige "sociale eksperiment" og klædte mig ud som "Merete".

Og lige et gruppebillede for sjov skyld! Billedet i midten har jeg lavet for laang tid siden - det sorte stof er faktisk hæftede på denne her træplade.. Den sølv tekst er et uddrag fra Katie Meluas sang "Spider's Web" - som starter med: 'if a black man is racist is it okay? If its a white man's racism, then that made him that way - 'cause the bully's the victim they say - by some sense they're all the same'
-- udover at sangen er lækkert sunget og musikalsk lækker er teksten også ret interessant, fordi den forsøger at understrege den kompleksitet, der ligger bag alting/indlejret i alting - og hvordan den vel nogle gange glemmes lidt - og i stedet for at anerkende kompleksiteten, ses verden gennem sort/hvide briller.

YAAAS!

3 Seconds of Bliss / 7 Years of Misery

Da jeg gik i 8. klasse skrev jeg denne her meget mørke, katastrofe-agtige historie - ikke som en skoleopgave eller overhovedet skole-relateret, men bare fordi jeg var glad for at skrive mine egne historier - opfinde karakterer og egentlig bare skrive. Jeg var superdårlig til at afslutte og færdiggøre mine skriblerier, men jeg havde mange halvfærdige ideer - karaktererne var altid sjovest at lave.. Plottet var knap så sjovt at finde på, hvorfor jeg formentlig altid gik i stå. Oveni historierne ville jeg nogle gange lave små tegninger til, primært tegninger af mine nyopfundet karakterer - dels for rigtigt at kunne visualisere dem, mens jeg skrev - men nok også fordi jeg altid har været bedre til at fortælle historier gennem billeder. Men den skriblende-skrivende lyst blev aldrig kvalt i mængden af billeder jeg har produceret gennem årene - og den findes stadig.

Den mørke katastrofe-fortælling var (som alle de andre) helt forfærdeligt stykket sammen! Jeg var jo en ung, uerfaren (ikke at det har ændret sig) lille teenager, der var opslugt af mørke tanker og fortællinger i en periode - fx var jeg meget optaget af Evanescence - godt solidt emo-band. Jeg kunne sikkert stadig i dag hører en af deres/hendes (?) sange uden at gå helt i cringe-mode, men vi er helt sikkert over i emo-genren - fuld skrue på alting her, særligt sangteksterne og hendes meget særlige stemme. Jeg var også glad for One Tree Hill i en periode, en amerikansk teenageserie, der egentlig ikke er sådan foralvor mørk, men usandsynligt dramatisk - ala Beverly Hills.

Men i hvert fald handlede denne her fortælling om en pige, der bor og assisterer på et børnehjem. Den unge pige er omkring de 18 år og allerede ved fortællingens start brænder børnehjemmet, hvilket sætter pigen i en heroisk position idet hun desperat forsøger at redde så mange børn hun kan (og ansatte selvfølgelig, men mest børn) - før flammerne rigtigt tager fat. Med et barn i hver hånd og en på ryggen (?) løber hun ud af den brændende bygning, og efterlader børnene et sikkert sted, hvorefter hun løber ind i bygning igen, da hun hørte et velkendt skrig på vejen ud - i sit ihærdige forsøg på at redde den velkendte stemme, står hun indenfor rækkevidde idet bygningen eksploderer - MEN hun oplever eksplosionen, men mister synet. Senere hører man lidt mere om hendes fortid, hvordan hendes far kom i fængsel og hendes mor mistede grebet, hvorefter hun løb hjemmefra - og fandt børnehjemmet. Man hører også om, hvordan hun vågner op på et hospital og bestemt mener at børnene hun reddet er i hendes varetægt, hvorfor hun sætter ud for at finde dem - idet ambulancefolket ikke fandt nogle børn på gerningsstedet (eller det). DAM DAM DAAM! Yes den er pumpet med drama og ulykker, hvorfor jeg besluttede mig for at kalde den "Seven Years of Misery" (og den ville involverer at pigen som lille havde knust et spejl, og var dermed blevet ramt af 7 års ulykke - hence farens fængsling, morens alkoholisme, morens død, det brændende børnehjem samt eksplosionen, hendes mistede syn, børnene der mistros for at være kidnappet - hvilket de viser sig ikke at være senere, men alligevel - og så videre og så videre!)
-- En anden rimelig essentiel pointe er at historien her var min første engelsk-skrevet historie. Det var derfor også en mulighed for at eksperimentere med det engelske sprog, og bruge ord og vendinger jeg vilde hente fra tv-serier/film/musik/engelsktimerne/osv. - Og jeg husker at jeg var meget stolt over den i det stykke tid.

Da jeg åbnede dokumentet her for et par år siden, var jeg selvfølgelig ved at dø af cringy-cringeness! Så god til engelsk var jeg jo så heller ikke - muligvis nok til at score 10-taller, men ikke på forfatter-niveau.

Her for lidt siden er jeg så begyndt at omskrive fortællingen på en lidt firnurlig måde - jeg tænkte at der var meget stof/ meget materiale at arbejde med, hvorfor jeg ikke helt kunne lade vær. Plottet og de vendinger jeg havde brugt var yderst forfærdelige! (jeg har stadig den originale version, den er lækker at kigge i) - Men det var alligevel en sammenhængende fortælling, hvorfor jeg tog noget af den og skrev den omvendte historie, ord for ord vendte jeg fortællingen om - så hver vending ville signalere det modsatte af, hvad den originale vending signalerede.
-- Jeg lærte metoden af en digter på et ungdomskunsthold - det var en metode han brugte til at åbne op for nye muligheder, ny inspiration der kunne tilføje noget 'andet' til de digte han skrev, hvis han fx oplevede skriveblokade eller gik for meget i den samme forventningsfulde retning.

Metoden består i at tage hvert enkelt ord i den tekst du har produceret - og på et nyt papir skrive det omvendte ord (ordets antonym), og gå igennem alle ordene i teksten på denne måde. Tilsidst har man et tekst der overhovedet ikke hænger sammen, hvorfor man må arbejde med at gøre sætningerne i hvert fald grammatisk korrekte. Med denne nye (omvendte) tekst, kan man sætte de to tekster overfor hinanden og evt. blande enkeltdele, så en helt tredje tekst opstår!

Når man så er sådan en som mig, så finder man volapykken usandssynlig inspirerende! Og vil hellere arbejde med alle de tomme pladser og ukendte, der opstår i en sådan tekst - nye sammenhænge opstår, logikken forsvinder, nye billeder og historier kommer til syne - alt er lige pludselig spændende igen! Og det samme skete der med min katastrofefortælling! Jeg havde pludselig skabt et helt nyt univers!

Her er lidt fra den nyligt producerede tekst (de sidste tilføjelser er blevet gjort tidligere i dag, men det meste er skrevet for et årstid siden, og er siden blevet rettet et par gange - forsigtigt, for ikke at fjerne magien) + tegninger :

Her arm is not perfectly fine, but her stomach is okay
She does not make it to the window, as nothing seems to be happending outside 
There is a girl - wide-awake - leaning against the wall
She is thinking of everything as she slowly tip-toes out of the ice

The elderly man will not stop laughing
Living machines are out of sight
Ready, wide awake and smelling of soap, she is not to been seen at a window 
She contines the tip-toeing
She is always tip-toeing in order to risk her death
It is comforting
She embraces the fear

A long while before she starts searching for 'a risky whereabout',

she sees an unrecognisable pair of eyes.

Her machinery turns away from this pair of eyes,

as she is not going to risk anything on a pair of eyes.

She then goes off in the opposite direction,

and are just about weak enough to refuse the Machinery on the ice.
She gives her hair a purposeful shake, but nothing remains of the blue

and her ears are well-functioning due to the non-utilization.
She opens the found object, in order to forget about the pair of eyes.

She is far away from a living machine.
She tip-toes away from the front-row window, but just out of sync she looses sight of the machine,

as it disappears behind the family-friendly house nearby.
She then stands up straight as if reaching for the heavens.

This she does in a very carefully controlled manner.

Four seconds prior to this, she falls asleep,

none of the nerves in her machinery freed of the pain it is causing her.
And her ears are definitely 'tuned in'.
She quickly scans the place beside the elderly man.

They are at a far distance.
She tip-toes around

definitely able to see, despite the brightness 

when a vivid flash of a happy boy fades away into the distance.
She then continues the tip-toeing,

more conscious of her own whereabouts, than she's ever been.
She had been anticipating this moment.

But nothing turns white.

(...)

It is nothing like sitting near two silent royalists

This is how low a thumping sound is whispering outside of my head.
Laughters are laughing, when the thumping sound finally starts.

She does not manage to make out a beginning to the word.

Most likely not an entertainer.
But no pairs of swooshing moments are running towards her.
She does not find that an entertainer has been here to refuse to communicate with her

about the source of the thumping sound.

And at a different time her thoughts shrinks into a bigger and bigger mess of things,

It cannot be pain-enhancing pills he gave her.

 

 

Ah, Mucha Comida! Arroz, frijoles, tahadas, tortillas, aguacate, café, fresco de mango...

Martes 17.02.15

Colonia med Wil.

Tur til markedet i Rancho Grande, for at købe mad og stas til familierne. Der bruges 5000 cordobas, og vi fylder godt på. Med Vicki, Andrea, Amalie og tre nica-mænd. Express-bussen er super langsom, eftersom der er vand i dieselen. Mødes allesammen ved Amalie, hvor alt fordeles og så til fodbold hos Frederik ved 5-tiden - suuperlangt væk oppe på toppen af en laaang bakke. Mig og Clara går tilbage efter 10 min.

Miercoles 18.02.15
Colonia ved Wilfredo og Rosario.

Las fincas tæt ved Amalia. Planter kaffe, guayava og noget andet. Rosario og Wilfredo er på hospitalet/lægen med Jasuan, derfor er kun mormoren tilstede. Lærer om honning og ikke-stikkende bier af Don Juan og Luis. Der er fodbold-mulighed, men i stedet går jeg hjem til et fuldt hus denne gang.

Jueves 16.04.15
Ocotal ved Rosario.

Emma tager til Murra med Andrea og Vicki tidligt, mens jeg tager et bad og derefter finder den tomme vanddunk og tager en taxi til Fundemuni. Møder Clara og Vickis mama sammen med Clara og Marie - vi skriver rejsebrev hele dagen om Leon. Spiser frokost med Amalie (mango fresco) og køber snacks. Der bliver købt vand.

Pigerne kommer tilbage ved 3-4 tiden. Drikker kaffe, Emma går i bad - vi spiser spagetti og ris og bønner (og stjernefrugt_ maracuya) og ser derefter lidt af HP6 på spansk som vores mama er vild med og spiser empanadas til

Jueves 28.05.15
Antigua - The Imperial.

Første dag i byen: står op og læser lidt i Nordkorea. Går ud og leder efter havregryn med Andrea og laver derefter havregryn med mango på, mens Andrea skyper vedr. brevstemning i Guate City. Jeg kigger på flybilletter til Italien og stresser lidt over det, mens Andrea kigger i guidebogen. Senere tager vi ud i byen og kigger os omkring, rundt mellem de farvet huse/ de store kirker/ de mange hvide turister/ markederne med guatemalanske folkedragter/ mønstre derfra i masseproducerede mængder. Ved middagstid spiser vi avokado-sandwich i parken, og får fællesstress over mængden af turister og hvad det gør ved byen. Vi tager hjemad til Hostal Imperial og læser/ løber flybilletter/ internetiserer i solen på terrassen. Senere tager vi ud og finder kaffe med soyamælk og en vild chokoladekage, og snakker i timevis i parken - indtil en lokal ung guatemalaner lige vil høre, hvordan og hvorledes, hvilket udvikler sig til en længere snak om politik/parforhold/øller/turisme. Så bliver det koldt og vi tager hjemad og varmer os under tæpperne, indtil sulten melder sig og aftensmaden kommer på bordet.

Black-Shrike-Thorn-Cave (min drageperiode)

Kapitlet "Black-Shrike-Thorn-Cave" fra den sidste bog i Eragon-serien ('Inheritance') startede en kreativ-drageperiode - her et lækkert uddrag fra kapitlet:

She (1) shifted her tail to maintain balance, then wheeled over the city, until she located the black-shrike-thorn-cave (2) where the blood-mad-priests (3) worshipped. Tucking her wings Again, she dropped the last number of feet and, with a thunderous crash, landed on the middle of the cathedral's roof.

She dug her claws into the tiles of roof to stop herself from sliding off into the street below. Then she threw back her head and roared as loudly as she could, challenging the world and everything in it.   

1 - Saphira, en mægtig hun-drage, der er forbundet med Eragon (han er hendes rytter, hun er hans drage)

2 - Den betegnelse Saphira forbinder med den her specifikke katedral, hvorfor betegnelsen refererer til katedralen. Kapitlet er set fra hendes vinkel, derfor alle de lidt besynderlige betegnelser/navneord. Thorn er en anden drage (der under tvang agerer på den onde kong Galbatorix' ordre).

3 -  De præster der holder til i denne katedral. Psyko-præster der ofre deres egne lemmer til guderne (øverste præsten har hverken ben eller arme).

Kapitlet handler essentielt om at Saphira skal distrahere Thorn og hans rytter Murtagh, så Eragon og hans team hemmeligt kan finde frem til den underjordiske indgang til byen Dras-Leona (som Eragon og Varden, der er anti-Galbatorix forsøger at kapre). For at distrahere Thorn og Murtagh sætter Saphira sig for at flænse denne her katedral samtidig med, at hun forsøger at såre og trætte Thorn så meget så muligt -- kampen mellem de to sker derfor på taget af katedralen.

-- Det er præcis denne her kamp jeg bare måtte forsøge at visualisere!

Katedralen ligger i hjertet af byen og byen er beskyttet af en heftig bevogtet bymur, på den anden side af bymuren strækker sig en masse vildt landskab (eller er byen egentlig omringet af udtørret og næsten gold jord? mmh det kan jeg ikke huske). MEN det var billedet der gik igennem mit hoved, to store mægtige drager (den ene blå, den anden rød) der masseødelægger en katedral - og så byen der spreder sig ud i alle retninger rundt om dem. En by der endnu ikke er præget af panik, idet Eragon og hans team befinder sig under jorden, og derfor ikke er nået frem til byportene endnu.

Problemet var, at jeg ikke heelt havde styr på det der med drager endnu - hvordan tegner man egentlig sådan en? SÅ spændende var projektet, men der var lidt lang vej endnu til visualisering af Saphira og Thorn på taget af Katedralen i Dras-Leona.

De to ovenstående tegninger var mine første forsøg på drageskildring. Den første blev egentlig okay, men primært fordi jeg kiggede intenst efter billeder jeg fandt på Google.. Den røde drage er jeg klart mest tilfreds med, mens den blå måske er lidt for humaniseret? Med hånden op foran munden, klar til at hviske ind i øret på sin kammerat, hvorefter hun sprayer kammeraten med ild i stedet - yes, jeg var ikke helt overbevist om at jeg havde nået dragemålet endnu.

Den nederste af de to tegninger lavede jeg et par dage senere - her kiggede jeg ikke efter noget, men havde bare lyst til at eksperimentere med, hvad den første tegning havde lært mig om dragekroppen og hvordan den skrues sammen. Selvom den helt klart også er lidt humaniseret (menneskeliggjort), er jeg egentlig ret glad for kuglepensskildringen.

Næste drageforsøg er den øverste af de her to. Jeg tror jeg var blevet så glad for at bruge den samme farve og så bare arbejde med at graduerer den, på den samme drage altså - ligesom jeg havde gjort med kuglepenstegningen - så jeg forsøgte at arbejde videre herfra. Men i stedet for at bruge kuglepen, brugte jeg flydende tusch i en grønlig/petroleumsgrøn farve. Det var lidt et eksperiment, og resultatet blev en nydelig, næsten nuttede og meget pæn drage - meget renæstetisk, hvis der er noget der hedder det (?).
Dernæst kom den nederste tegning til, her vendte kuglepennen tilbage - idet jeg har nemmere ved at styre den (end tuschen fx), her i rød og grøn. Egentlig er de to drager jo rød og blå, men der var noget over den rød/grønne kontrast der fik mig til at gå den vej i stedet - også for at illustrere kontrasten mellem det gode og det onde. Egentlig præcis Harry Potter/ Voldemort farverne - Voldes røde øjne, men grønne Avada Kadavra og Harrys grønne øjne, men røde Expelliarmus i the final battle..
Den farvemæssige kontrast kan ikke være et tilfældigt valg fra Rowlings side - eller hvad?

Med med denne her røde allernederste drage havde jeg min bedste drage - den allermest farlige, takkede drage jeg havde fået konstrueret og dermed præcis rigtig og passende til Paolinis drager i Eragon-serien, der bliver beskrevet som de ædeleste/mægtigste/mest magiske/stærkeste/osv. væsner i hele Alagaësia (den verden hvor Eragon finder sted).

Dernæst til katedralskildringen!

I min gode kunsthistoriske bibel fandt jeg en række bygninger, jeg kunne bruge som inspiration (eller næsten direkte kopimateriale) til min Dras-Leona katedral. Dernæst skulle min allerfarligste drage sættes sammen med katedralen/bygningen, hvilket jeg gjorde ved at bruge lidt bagepapir og dermed helt tegne den allerbedste drage af fra den første tegning, og så tegne hårdt ned i papiret her (ovenpå bagepapiret) så dragen ikke ville miste sin glans pga. min dårlige frihånds-reproducering. En meget basic-børnetegningsagtig-metode, men brugbar nonetheless!

Men hvad med den omkringliggende by og byporten?

Ovenstående skete derfor. Men de små tændstiksmænd ødelagde tegningen.. Og hvad lavede det her underlige ild?

Ovenstående tegning: den underlige ild tæt på.

Jeg var heldigvis klog nok til at tage et billede inden ilden ødelagde alting - så her er et 'before' og ovenover kan tegningens 'after' ses.

Problemet med tegningen var mest at jeg var blevet ret glad for den simplificerede drage - og den måde den omfavner katedralen på - der her mest af alt ligner et slot. Men at dragen ikke ser glad ud, idet den ikke har intentioner om at udtrykke sin kærlighed til slottet eller beskytte det på nogen måde, men at det faktisk nærmest er det omvendte.. Det kan ilden dog sikkert bedre hjælpe med at illustrere?
Jeg tog i hvert fald dragen og slottet ud af byen og væk fra byporten og landskabet og pindemændene. Og nu ved jeg ikke helt, hvad der skal ske med tegningen - det ligner næsten et logo.
Men jeg er helt klart gladere for denne her version af slottet, mere detaljeret og mere slidt eller i hvert fald med lidt tilføjet skygger. Fotoet her kunne dog godt have været lidt lysere, men jeg ville ikke lægge et falsk filter på idet det ødelagde farverne..


Jeg er ikke ved vejs ende endnu - der er ikke flere drager i samlingen (indtil videre), men drømmen om de to drager på den egentlige sorte katedral er ikke gået i opfyldes endnu. Ideelt set vil jeg gerne lave sceneriet så stort som muligt næsten.. Et stort fedt lærred havde jeg tænkt, men jeg gider faktisk ikke arbejde med akrylmaling. Jeg fik malede en akrylmalingsdrage, men den blev ikke helt god og står stadig ufærdig hen. Og jeg er ikke helt nået til oliemalingsstadiet - lækkert at man kan blande alting og at dele af maleriet ikke tørrer i løbet af to sekunder, men det er lidt u-handigt at man ikke kan rense penslerne med vand - her jeg ikke stor fan.

Så dragearbejdet forstætter! Men der kommer nok lidt andet godt indimellem også!

Laokoon, Gud som arkitekt, Rembrandt, Renoir og Saint Denis

"Laokoon" (2-1 årh. f.kr.).

Den hellenistiske figurskildring er i visse henseende en videreudvikling af den klassiske, da denne skildring også tog afsæt i atletkroppen. Der blev skruet ned for idealiseringen, for i højere grad at kunne fokusere på en naturrealistisk skildring af menneskekroppen. Med denne udvikling fulgte en stigende grad af interesse inden for skildring af udtryksfulde ansigter - det at kunne vise et ansigt påvirket af underliggende følelser. Man begyndte altså at prioritere det dramatiske ansigtsudtryk, med det det bragte med sig af folder i panden osv. fremfor det harmoniske følelseskolde udtryk. Derudover blev man mere interesseret i bevægelse, og hvordan det kunne komme til udtryk i den skulpturelle skildring af mennesket. Hvor man i den klassiske tid ofte anvendte kontrapost stillingen, blev s-figuren en betydningsfuld del af den hellenistiske stilperiode.

Ovenstående er et uddrag fra en skriveøvelse jeg lavede på uni, der omhandlede den antikke figuropfattelse - hvoraf der kan nævnes 3 typer: den arkaiske, den klassiske og den hellenistiske stilperiode. "Laokoon" er et kendt eksempel på den hellenistiske.

Min version er selvfølgelig en tegnet 2D skildring af Laokoon og hans to sønner, der kvæles af to slanger. Den hellenistiske figuropfattelse var også glad for mytereferancer. I min version har jeg anvendt tre figurer jeg opdigtede som en del af en fortælling engang. Jeg har indsat/anvendt dem i flere forskellige parafraser (hvilket også kommer til udtryk nedenunder). Det er meget sjovt at anvende faste figurer - dvs. figurer der har særlige karaktertræk/påklædning/hår/positur mm. - som stand-ins for de figurer der egentlig portrætteres i kendte værker.. Det ændrer historien lidt idet myten spiller sammen med min egen opdigtede fortælling om de her karakterer - og derved ændre det udtrykket, det der kommunikeres til beskueren (eller til mig i hvert fald).

Gud som "elegans architectus" - illumination, "Bible Moralisée" (1220-30).
Dette her stykke kunst er formentlig fra en kirke og kan spores tilbage til senmiddelalderen.
Årsagen til at jeg selv mente jeg måtte sætte mig i kast med denne her skildring af Gud, er egentlig bare at jeg synes det var et sjov koncept - at helt konkret skildre Gud som en arkitekt med passer, travlt i optaget af at skabe jorden. Jeg fandt billedet i en forelæsnings-PowerPoint, og kan ikke huske i hvilken kirke og hvorfor vi snakkede om det -- men det kan ikke helt være news for folket at kirken havde magten i middelalderen og at religiøsitet og tro derfor særligt prægede den kunst der blev 'produceret' på det her tidspunkt.
Min version er præget af et næsten guddommeligt lys, som egentlig ikke var intentionen - jeg havde bare tænkt mig at tage et billede af tegningen, og min bedste belysning gav tegningen et ret genialt udtryk - særligt placeret liige omkring jordkloden (hvilket nok var helt bevidst, efter jeg opdagede hvor lækker en effekt jeg kunne få med min orange bordlampe stående lige ved siden af).

"Davids afsked med Jonatan" eller "Davids forsoning med Absalom" af Rembrandt (1642). Begge titler står under billedet i den 'Hamlets Kunstgalleri'-Rembrandt bog jeg har, hvilket nok hentyder til at man har været i tvivl om, hvilken historie der udfoldes på billedet. Min version er igenigen en farveblyantstegning - jeg havde en aften, hvor jeg bare underholdte mig selv med at udvælge motiver jeg kunne replikere forholdsvist simplet, men alligevel på en sådan måde at man (formentlig) ville kunne se originalen igennem den.. Det er muligt at David her har nogle karakteristikker man typisk kan genkende ham på (ligesom Jomfru Maria altid er iført røde og blå klæder - såvidt jeg kan huske?), som jeg jo så nok ikke har fået med - meeen overfor hinanden kan man se ligheden, så det er okay. Her har jeg også benyttede to figurer fra min opdigtede fortælling, og har derfor farvelagt deres klæder som jeg farvelagde dem, da jeg lavede den første tegning med mine fire heltefigurer og mine fire skurkefigurer (her er det de unge helte der er anvendt, ligesom i Laokoon-parafrasen).

"Kvinde med muffe" af Renoir (ca. 1882). Den Renoir-version jeg kiggede efter da jeg tegnede min egen version, er meget tydeligere optegnet end det her billede jeg fandt på Google - men af de versioner jeg kunne finde, var denne her klart den bedste (ikke redigeret i osv.). Renoir har anvendt blyant, sort blæk og vandfarve til at skildre sin dame med i sort og hvid - mens jeg selvfølgelig er glad for farvene (både blyantsfarver og tuscher og kuglepenne) og igen har valgt at bruge en af mine gode karakterer - såvidt jeg kan huske er det den samme karakter som pigen helt ude til venstre i Laokoon-parafrasen. Jeg gav hende oprindeligt en nederdel og en lang stribede cardigan/overtrøje på - hvilket her er blevet til et stort skørt/kjole, som jeg har gjort stribede med de samme farver som jeg egentlig bruger på hendes cardigan.
Jeg mener faktisk at jeg havde planer om at lave en fortælling via parafraser og derved skildre, hvad der hænder de forskellige karakter - angrebet af slanger fx samt en emotionel afsked og her en forklædning måske? som en del af en plan... Jeg tænkte af værkernes originale kontekst/historiske eller myte-relateret reference ville tilføje noget til fortællingen. Det kunne jeg sagtens arbejde videre på.

Portalskulptur af St. Denis v. Notre-Dame. Jeg har ikke noget årstal på skulpturen her, men mon ikke den blev lavet samme tid som kirken blev bygget? Igen snakker vi om senmiddelalderen.
Konceptet med en helgen, der står med sit hoved i hænderne var umiddelbart meget skæg - og en udfordring, hvorfor jeg kastede mig ud i denne her parafrase.
Igen farveblyanter - igen baseret på en opdigtede karakter (denne her gang en af skurkene, der altid er iført mørkeblåt og har lyst bølgede hår - en meget velklædt, charmerende ung mand, der roder sig ud i noget bøvl).
Hvorfor han er en helgen her ved jeg ikke helt... men jeg tror måske han er glad for lidt drama (og lækre klæder).