torsdag den 30. november 2017

uuuuuh uhuh uuuuuh uhuh







 









Midnight Sun (Stephanie Meyer)
On a Rainbow (Tom Fletcher & Carrie Hope Fletcher)
Brave (Glee cover)
Cry Baby (Fickle Friends)
Rembrandt and the Bible (A. Hyatt Mayor)
Little Talks (Bry & Tessa Violet cover)
særligt interessant koncept
Rembrandt and the Bible (A. Hyatt Mayor)
Art is Pretentious (the Art Assaignment) 
 Homeward Bound/ Home (Glee cover)
selvopdaget poesi :D
Art is Pretentious (the Art Assaignment)
Ernst Gombrich (Art and Illusion)



søndag den 26. november 2017

Absurde men finurlige citater (lidt kunsthistorie)

In Flanders (...) they paint stuffs and masonry, the green grass of the fields, the shadow of trees, and rivers and bridges, which they call landscapes, with many figures on this side and many figures on that. And all this, though it pleases some persons, is done without reason or art, without symmetry or proportion, without skilful choice or boldness and, finally, without substance or vigour.
(Francisco de Hollanda// Svetlana Alpers' The Art of Describing)


Jeg kan huske på første semester - da jeg var fyldt af forventninger og ideer om, hvad det betød at være universitetsstuderende - at jeg skulle til at læse en farlig masse svære tekster og have styr på alle mulige elementer når jeg på et tidspunkt skulle til min første eksamen.
Hvad jeg ikke havde forventede mht. de her svære tekster - var den grad af subjektivitet der var sprøjtede ind i dem - ikke dem allesammen overhovedet, men eftersom vi starede fra starten (altså kunst i antikken) og derfra ville bevæge os opad i historien, var det særligt de her meget gamle tekster jeg kunne finde ekstra sjove at læse.. der var noget meget underholdende ved at finde så ekspressive holdninger i akademiske tekster. Det havde jeg slet ikke lige forventede at støde på.

Særligt eftersom nogle af de her såkaldte 'holdninger' (udtalelser) er meget kritiske - et par stykker af de her kunsthistorikere går direkte i flæsket på hinanden. Jeg var helt målløs de første par gange jeg stødte på dem i de her tekster. Samtidig med at jeg fandt det fuldstændigt absurd at man kan lave sådanne nogle absolutte sandheder om kunsten, fandt jeg det helt utrolig underholdende at jeg mit i min koncentrede læsning, kunne støde på sådanne nogle her udtalelser... og så var det egentlig også lidt distraherende. 




Oveni det absurde og humoristiske - er der også noget lidt fascinerende ved det synes jeg. Altså det at man har valgt at bruge sådan nogle tekster i oplæringen af de sprudlende nye kunsthistoriestuderende (som jo er 'fremtidens' kunstformidlere in progress). Man har vurderet at teksterne har en vis akademisk værdi, trods de her udtalelser (eller måske netop pga dem?) det er da lidt fascinerende.
Alberti og Vasari iblandt mange andre er (ifølge mine undervisere og mit pensum) essentielle kunsthistorikere - i den forstand at de agerer som nøglefigurer for den holdning eller det perspektiv man havde på kunsten i den historike periode de skriver i og om - ja vel repræsentative for det perspektiv (til en vis grad). Det er muligt at de kunne konstruerer og bevidst inkluderer de her vilde udtalelser...  men altså man har vel skrevet kunsthistorie på meget forskellig vis opigennem historien.
Så vidt jeg ved bliver J.J. Winckelmann betragtet som den første rigtige kunsthistoriker - her er vi godt nok helt oppe i 1700-tallet, mens Alberti og Vasari hører renæssancen til - men altså Winckelmann var også meeget subjektiv i hans skrivning! Han var megafan af antikken og den antikke kunst, der i hans øjne var udtryk for en vis tænkning og styreform som han
personligt var stor tilhænger af - og det giver hans tekster også udtryk for. Det var dog derfor han kunne ses i det akademiske lys, fordi han var en af de første til at sætte kunsten sammen med samfundet - altså at betragte kunsten som udtryk for samfundet/ dens samtid. Og dét er et perspektiv jeg da synes jeg er blevet oplært i! Og som derfor stadig er gældende. Det er dog ikke den eneste sandhed! Der er mange forskellige måder at sætte samfundet og kunsten sammen på - og at betragte kunstens rolle på generelt set: og hvordan og hvorfor den har  udviklet sig som den har opigennem tiden og det.
Selvfølgelig har man sorteret den subjektive skrivestil/ tradition fra, for dermed at hente information via valide litterære kilder og altså IKKE skrive udfra sit eget begrænset og stærkt-farvet perspektiv.



Men altså ja kunsten er som sagt blevet betragtede fra maaange forskellige vinkler helt fra tiders morgen og så til i dag. Så måske er det ikke så underligt at eksempelvis Alberti fandt det nødvendigt at skrive om malerkunsten som var det en guddommelig beskæftigelse?

Men det er i hvert fald derfor at jeg har valgt at medbringe de her citater! Det er nogle finurlige nogle - absurde og finurlige på samme tid! Måske skal man have læst teksterne fuldstændigt og have lidt viden om den kontekst de indgår i? Mmh jeg ved det ikke. Men jeg håber at en lille viden
om den akademiske tradition og måde er nok til at sætte citaterne i et finurligt lys! Jeg har virkelig tænkt at jeg måtte gøre noget med dem, lige siden jeg stødte på den første udtalelse for 2 års tid siden. Men altså hvordan kan man forvandle udsnit fra akademiske tekster til kreative udfoldelser?
Til poetiske udtryk? Til en gudernes videnskab? :D Jeg kunne ikke helt finde en indgangsvinkel.
Jeg ville gerne have flere at de stærkt kritiske citater med, men det ville kræve en mere ekstensiv gennemlæsning af alle mulige tekster jeg har tæskede igennem. I stedet har jeg miksede lidt ekspressiv kritik med lidt ekspressiv subjektivitet.







Fresco'en er af Masaccio (The Holy Trinity). Jeg er stærkt optaget af kompositionen og hans leg med perspektiv, hvilket værket også er meget kendt for. Masaccio var en af de store renæssance 'genier'.

Tegningen tænker jeg lidt som en humoristisk parafrase eller tolkning af et af de her kunstneriske geniers værker -- den tilføjer lidt billedlig ironi eller noget? Måske kan den give udtryk for det underholdende og absurde ved citater ved selv at virke både underholdende og absurde - idet en genistreg forvandles til en simpel amatør tegning... altså det ville de her skønne kunsthistorikere jo nok have sagt. Måske er den i virkeligheden på et okay moderne-kunst niveau - og altså ikke helt så børnetegningsagtige som jeg nogle gange tænker - OG måske er det hele pointen, at den måde de er skildret på refererer til den samtidskunst, hvor den håndværksmæssige dygtighed ikke altid er i centrum! Hey se hvor tingene falder på plads!
I den henseende kan tegningen faktisk måske endda virke ret charmerende præcis grundet deres barnesinds-renhedsmentalitet? Mhh det er faktisk ret irrelevant i denne her kontekst.
Sålænge citaterne kan læses med mere end et informativt blik, så er jeg nået i mål.



Citat #2: Leon Battista Alberti (Om Billedkunsten)
Citat #3: Arthur K. Wheelock (nulevende kunsthistoriker, ikke pensumteoretiker): 
              Vermeer And The Art of Painting  
Citat #4: Alberti (samme tekst): selvfølgelig skrev han ikke 'sing' men 'sind' - min fejl.  


fredag den 24. november 2017

It's just a frame of mind






We are just fun on a trial run
Does it make us cool to play this out 'til summer?
Kiss in the car, meeting in the park
Did I ever doubt that you could be this far out?
















And you're not the guy you always wanted to be
Imagination running wild like the 70s
Bet you don't know where the time goes
I'm not coming back to watch you wearing your heart out












Did you think that I was down for whatever?
'Cause I dont wanna hate you more than you'll ever know
Talk about us waking up from the summer
Guess it's a frame of mind

Praying that you wouldn't call it vanilla
I don't wanna teach you shit you don't understand
Call me something bittersweet 'cause you're clever
It's just a frame of mind





Where are we now? What's the lowdown?
Can I play the fool for what feels like a lifetime?
Driving so far, kissing in the dark
Did I ever think that you could be a sell out?


And I'm not the girl you always want me to be
Manipulation on the road from monogamy
Bet you don't know where my mind goes
Bet you don't know, oh, oh











Did you think that I was down for whatever?
'Cause I dont wanna hate you more than you'll ever know
Talk about us waking up from the summer
Guess it's a frame of mind


Praying that you wouldn't call it vanilla
I don't wanna teach you shit you don't understand
Call me something bittersweet 'cause you're clever
It's just a frame of mind










We are just vanilla
We weren't always so bland
But we were just fun on a trial run
Oh, it was a frame of mind

Got a lot to learn in love
I know who you'll put your money on
When it's all to play for
Guess you never had the nerve, did you?
It's just a frame of mind







Did you think that I was down for whatever?
'Cause I dont wanna hate you more than you'll ever know
Talk about us waking up from the summer
Guess it's a frame of mind

Praying that you wouldn't call it vanilla
I don't wanna teach you shit you don't understand
Call me something bittersweet 'cause you're clever
It's just a frame of mind





Vanilla - Fickle Friends

Træer malede blå i London (kampagne?)
? af Nina Sten-Knudsen
? af Leonid Afremov
The Scottish Highlands (privat foto)
Bromley, England (parken - privat foto)
? af Vincent van Gogh (?)
? af Nina Sten-Knudsen
Kaste Klatten? (egen konstruktion)
Bromley, England (parken - privat foto)
? af Vincent van Gogh
Whitefoot Lane, Catford, England (privat foto)



The Word Shaker





Yes, the Führer decided that he would rule the world with words. "I will never fire a gun," he devised. "I will not have to". Still, he was not rash. Lets allow him at least that much.
He was not a stupid man at all.

His first plan of attack was to plant the words in as many areas of his homeland as possible. He planted them day and night, and cultivated them. He watched them grow, until eventually, great forests of words had risen throughout Germany... It was a nation of farmed thoughts.


(...)





Soon the demand for the lovely ugly words and symbols increased to such a point that as the forests grew, many people were needed to maintain them.

Some were employed to climb the trees and throw the words down to those below. They were then fed directly into the remainder of the Führer's people, not to mention those who came back for more.

The people who climed the trees were called word shakers.
THE BEST word shakers were the ones who understood the true power of words. They were the ones who could climb the highest. One such word shaker was a small, skinny girl. She was renowned as the best word shaker of her region because she knew how powerless a person could be without words.





(...)

One day, however, she met a man who was despised by her homeland, even though he was born in it. They became good friends, and when the man was sick, the word shaker allowed a single teardrop to fall on his face.

The tear was made of friendship - a single word - and it dried and became a seed, and when next the girl was in the forest, she planted that seed among the other trees. She watered it every day.

(...)







The tree grew every day, faster than everything else, till it was the tallest tree in the forest. Everyone came to look at it. They all whispered about it, and they waited... for the Führer.

Incensed, he immediately ordered the tree to be cut down. That was when the word shaker made her way through the crowd.

She fell to her hands and knees. "Please," she cried, "you can't cut it down." The Führer, however, was unmoved (...) he turned to his right-hand man and made a request. "Ax, please."










At that moment the word shaker (...) boarded the tree, and even as the Führer hammered at the trunk with his ax, she climed until she reached the highest of the branches. The voices and ax beats continued faintly on.

Clouds walked by - like white momsters with gray hearts. Afraid but stubborn, the word shaker remained. She waited for the tree to fall.













But the tree would not move. Many hours passed, and still, the Führer's ax could not take a single bite out of the trunk. In a state nearing collapse, he ordered another man to continue.

Days passed. Weeks took over.

A hundred and ninety-six soldiers could not make any impact on the word shaker's tree. 













Uddrag fra The Book Thief - Markus Zusak



tirsdag den 14. november 2017

De bedste sangstykker i de bedste sange





I can't say no
Though the lights are on
There's nobody home
Swore I'd never lose control
Then I fell in love with a heart that beats so slow

Blue - Troye Sivan




The whispered conversations
In overcrowded hallways
The atmosphere is thrilling here as always
Feel the early morning madness
Feel the magic in the making
Why, everything's as if we never said goodbye

As if we never said goodbye - Kurt Hummel/ Barbra Streisand




Dear lover, put another pill upon my tongue
Forever, wrap me in your heavy love
Dear lover, put another pill upon my tongue
Forever, wrap me in your heavy love

Heavy love - Lea Michele



Love I get so lost, sometimes               
Days pass and this emptiness fills my heart
When I want to run away
I drive off in my car
But whichever way I go
I come back to the place you are

In your eyes - Will Schuester/ Peter Gabriel 




Oh darling don't
Don't hold my hand so close
Oh darling don't
Don't hold my hand so close
But I can't keep pretending
No I can't keep pretending
No I can't keep pretending I'm someone

Don't get closer - Bry



And every single night I have a dream where I can find
You underneath the lights smiling at me
And every single time I wake you, kiss me to remind
Me in the dead of night smiling at me
Holding on to you (holding on to you, holding on to you)
Holding on to me (holding on to me, holding on to me)
Holding on to you (holding on to you, holding on to you)
Holding on to me (holding on to me, holding on to me)
People say don’t let your emotions control you

Every single night - Darren Criss





Ooh ooh, ooh
You are not alone
Ooh ooh
For the last time I am sure

Swim - Fickle Friends


We can fight our desires               
But when we start making fires
We get ever so hot
Whether we like it or not
They say we can love who we trust
But what is love without lust?
Two hearts with accurate devotions
And what are feelings without emotions?

In for the kill - La Roux


I don't know what I'm gonna do
I cannot be without you
I try to leave
but you're always in my head
it never seems to end
and I can't believe
how can it be real?
you were just pretending
rescue me from this dream
cause this is not another happy ending

Not another happy ending - Lorne Balfe



It was so clear, but now it’s gone
I couldn’t keep my eyelids shut
Why can’t you stay
Stay, stay
If only I could dream, we could start again

Stay - Lewis Watson











mandag den 13. november 2017

the baddies (tidsfortælling)




'the goodies'- karaktererne fik jeg præsenteret i et gammelt opslag...

men 'the baddies' er faktisk måske mere interessante (?) 


Scarvo 

...er stærkt inspireret af President Coin (lederen af distrinkt 13 i Hunger Games), som også er en
forfærdelig magtsyg dame, som Katniss jo faktisk ender med at skyde (i stedet for Snow).
Hendes kædeldragt og lange grå hår kommer derfra (også) - og samtidig tænkte jeg lidt på Lynette Scarvo fra
Desperate Housewives (som jeg var meget optaget af, da jeg var yngre). Lynette er ikke magtsyg, men hun er
bossy og stædig og vinder ofte de skænderier hun har med sin mand med brug af beskidte tricks (hvilke ofte leder til problemer). Men hun er også en god mor og veninde, klart en af de bedre af de 4 housewives.







Scarvo er lederen af 'the baddies' i min tidsfortælling.
Jeg gav hende engang 4 nøgleord:
- angry
- lonely
- enlightened
- calm

Vrede fordi hun har 'arvet' en dybdegående vrede mht. den uretfærdighed der eksisterer i den verden hun lever i.

Ensomhed fordi hun kun deler denne vrede med sin afdøde familie (ingen andre kan riigtigt følge hendes vision).

Oplyst fordi hun blev fortalt af sin sidste slægtning (on his deathbed), at den eneste rigtige måde at opnå
retfærdighed i denne verden - var ved at destruere tiden.

Rolig fordi hun er så sikker på denne vision (denne mission): at destruere tiden, for at skabe en bedre verden.
Og denne vision har rodfæstede sig i hende, på en sådan både at hun er urokkelig og næsten ligeglad med, hvor meget rod hun får skabt på vejen mod sit mål - sålænge hun kommer i mål - og på denne måde får opfyldt
hendes sidste slægtningens allersidste ønske.





Hun er en af de her baddies, der grundet for lidt kærlighed da hun var barn - nu er blevet stenhård og lader ikke nogen komme igennem hendes panser (alle bliver holdt på afstand, selv hendes psyko team).










Fury 

...er denne her monster-lignende karakter - som er den sjoveste at tegne.

Fury er Scarvos højrehånd, hendes mest trofaste tjener (håndlanger - slave): Fury vil gerne være 2nd in command
af gruppen, men hendes eksplosive temperament og væremåde står i vejen. Scarvo er udmærket klar over at det
ville være fatalt at gøre Fury til mere end et monsterfarligt våben.



Fury 'feels the anger, thrives on anger and is fulled by anger' (har jeg skrevet i mine noter). Den eksplosive vrede er den, der sætter Fury in motion/ det motiverende stof - på samme måde som Daleks ser had som noget smukt og som den benzin, der holder Dalek-racen i live.

Fury tørster dog efter mere magt og indflydelse, hvorfor han udover at være et dødsfarligt våben mod fjenderne
også kan skabe problemer internt i det onde crew.
Og på samme måde som vreden kan skabe destruktion (dvs. succes for Scarvos team), kan Fury også skabe
destruktion når vreden ikke kan findes frem - idet hun får de her breakdowns, og viser en meget følsom side af sig
selv - som måske i de rigtige omstædigheder kan lede hende mod gode ting?




Måske kan hendes eksplosive side fikses?
Hun kan virke fascinerende, når hun en sjælden gang, har følelserne under kontrol. Kan hun blive god?
Man ved det ikke.















Bottle 


Scarvos egentlige 'second in command' guy.
Bottle er handsome, lovable og usandsynligt manipulerende.

Han bærer den flinkeste og mest troværdige venlighedsmaske det meste af tiden - hvilket kan virke effektivt overfor fjenden. Derudover er han sensitiv overfor humør og stemninger (ligesom Jasper i twilight). Men hvor Jasper
primært bruger sin evne til at berolige nervøse parter, er Bottle glad for at sætte pulsen op hos de involverede parter - for at give sig selv en udfordring (er man bange, løber og tænker man også hurtigere).



Samtidig med at han effektivt kan sprede panik i en store menneskegruppe, uden at blive opdaget. Bottle er second in command fordi han er den mest intelligente i gruppen (inklusiv Scarvo), selvom hun aldrig ville indrømme det. Han er ikke vis som Mr. Crumble, men han har et bedre greb om sig selv.
Og selvfølgelig er han en karismatisk type.
Han er god til mennesker - på den skjulte måde (modsat Fury) - det er sådan han bliver anvendt af Scarvo.




Selvom hans intelligens og potentiale til at blive et godt menneske sagtens kunne gøre ham til meget mere.


















Mr. Crumble (Sir Hattie)


....er en vis ældre herre, som er guidende for den resterne flok (som en fairy good mother) eller som Dumbledore,
idet han kun er tilstede når, der er absolut behov for ham og han har en ukendt fortid.

Man ved dog godt at Mr. Crumble og Sir. Hattie er to sider af den samme mand (resultatet af et farligt eksperiment) - ala Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Mr. Crumble er den onde version, der ser god ud udadtil, mens Sir Hattie er det omvendte: virker ond, men er god inderst inde.



Han snakker i gåder: han tror på at alle ved, hvor de er på vej hen og hvilke valg, der må tages på den vej - men
han er også bevidst om at denne viden ligger gemt dybt inde i sindet (hvorved han forsøger at gøre denne viden til en bevidst viden hos de 3 andre karakterer gennem sit gådesnak).

Mr. Crumbles ondsindethed kommer til udtryk i små udbrud, hvor det tydeliggøres at han er den falske eksperiment-
opfundne version af denne ældre vise herre. Sir Hattie var den reelle videnskabsmand, der grundet hans ekstreme
nysgerrighed og de onde stemmer i hans hoved fik ført sig selv på vildspor i sit laboratorium.