tirsdag den 31. oktober 2017

I am going out to see what I can sow




Just take the fall
You're one of us
The spotlight is on
(Ahh ahh)
Oh the spotlight is on, oh



















Far far away, no voices sounding
No one around me and you're still there
Far far away, no choices passing
No time confounds me and you're still there

















Eyes on fire
Your spine is ablaze
Felling any foe with my gaze
And just in time
In the right place
Steadily emerging with grace





But you think that I can't see
What kind of man that you are
If you're a man at all
Well, I will figure this one out
On my own




 I'll seek you out
Flay you alive
One more word and you won't survive
And I'm not scared of your stolen power
See right through you any hour




Now you're one of us
Now you're, now you're, now you're, now you're one of us
Now you're, now you're, now you're one of us
Oh the spotlight is on




SPOTLIGHT - Mutemath
FULL MOON - The Black Ghosts
EYES ON FIRE - Blue Foundation
DECODE - Paramore
EYES ON FIRE - Blue Foundation 
SPOTLIGHT -  Mutemath


mandag den 30. oktober 2017

4 dejlige kunstgoder





Cut myself into
Pieces easy to chew

Carve me up into
Someone you'd like to choose

Till I'm only pieces of you













You are gonna know the thing you create better than anyone else will ever know it. You're gonna know all of its
imperfections, you're gonna know all of its issues - all of the things that it could have been, but it isn't.
So you're gonna see that flawed picture of the thing that you make, whereas when you look at something else
someone else made, you won't see those things, so your things are always going to look worse than other people's
things.












A few times in my life I've had moments of absolute clarity, when for a few brief seconds the silence drowns out
the noise and I can feel rather than think, and things seem so sharp. And the world seems so fresh as though it
had all just come into existence. I can never make these moments last. I cling to them, but like everything, they
fade. I have lived my life on these moments. They pull me back to the present, and I realize that everything is
exactly the way it was meant to be.















Sometimes I wish that I could freeze the picture
And save it from the funny tricks of time
Slipping through my fingers




#1: Words Ain't Enough (Tessa Violet): En usandsynlig rørende sang!
#2: Hank Green (Vlogbrothers - The Secret to my Productivity): Inspirerende video!
#3: George (A Single Man): en film der stadig sidder fast i mit hoved, flere uger efter at have set den. Tom Ford + Colin Firth + Julianne Moore + Matthew Goode = guld guld guld!  
#4: Slipping Through my Fingers (ABBA/ Mamma Mia): Amanda Seyfrieds allersidste 'slipping through my fingeeeers' til allersidst er gyldent! 

4 skønne kunstelementer der har kørt rundt i mit hoved - på den allerbedste måde - de sidste par dage.  







lørdag den 21. oktober 2017

5 skønne fiktionsfigurer

En listen over nogle af de mest skønne karakterer - som ikke står fuld front i den fortælling, de er med i. Nogle af dem er baseret på reelle virkelige mennesker, men de fleste er fiktionsfigurer. 

Emily Lightman (Lie to Me)
Joe (Surfs Up)
Liesel Meminger  (the Book Thief)
Ray (the Princess and the Frog)
Brom  (Eragon)
Michael Moscovitz  (the Princess Diaries)
Minerva McGonagall  (Harry Potter)
Ronald Weasley  (Harry Potter)
Caroline Hawkins  (Remember Me)
Gordon  (the Dark Knight)
Donna Noble  (Doctor Who)
Arthur  (Batman-triologien)
Patrick  (Perks of Being a Wallflower)
Eduardo  (the Social Network)
Joanna Hoffman  (Steven Jobs)
Jane Hawking  (Theory of Everything)
Jim  (A Single Man)
Spikey  (Notting Hill)
Doc  (Back to the Future)

Jeg har udvalgt 5 særlige karakterer fra rækken (som jeg bagefter tog ud af listen) - og som jeg har tænkt at udfolde herunder.


Roddy (Not Another Happy Ending)

All right. Settle down, you lot. Settle down. William Wordsworth. Wordsworth was, of course, the first of the 
Romantics to use a MacBook Pro.

Roddy er bare skøn. Alle de replikker Iain De Caestecker har fået i denne her film er geniale, og han 'leverer' dem fuldstændigt overbevisende. Det er den sarkastiske, sorte humor der sætter tonen for Roddy - og det er den gør ham helt vidunderlig! Han er folkeskolelærer og assisterer Tom Duval i hans Publishing Business. De er to er uduelige partners in crime: Tom og Roddy, idet de forsøger at gøre Jane Lockhart (Toms stjerne forfatter) ulykkelig, så hun kan bryde ud af sit Writers Block og færdiggøre sit næste litterære mesterværk. Uduelige partners in crime har man set før - masser af gange på film. Men det er den underliggende tøre sarkastiske tone, der er så vildt britisk (skotsk specifikt i det her tilfælde), der bare rammer plet (hos mig) hver gang jeg ser filmen. Og jeg har virkelig set den film mange gange. Blandet med Roddys skønne skotske accent og hans primært udtryksløse ansigt - er resultatet blændende. Se den, se den, se den! Jeg vil dog sige mht. skønne skotske accenter at Janes far, Benny slår dem allesammen! Jeg måtte se filmen et par gange før jeg var helt med på, alt hvad han siger i løbet af filmen - idet han virkelig sluger alle endelserne og twister vokalerne på den dejligste måde.
Men Roddy er grund nok til at gå til denne her film - selv, hvis du ikke er fan af Karen Gillian.



Dad (About Time)

I'd only give one piece of advice to anyone marrying. We're all quite similar in the end. We all get old and tell the same tales too many times. But try and marry someone kind. And this is a kind man with a good heart. I'm not particularly proud of many things in my life, but I am very proud to be the father of my son.

Bill Nighty er altid skøn - i alt hvad han spiller med i! Om det så er som garvede rockstjerne i Love Actually, som forelskede politiker i Girl in the Café eller som den benhårde minister i Harry Potter. Han leverer altid en strålende performance. I About Time er han skønnere end nogensinde! Han spiller far til Tim, som finder ud af at mændene i familien har et særligt talent: de kan rejse tilbage i tiden. Den scene, hvor hans far fortæller ham denne her ekstraordinære nyhed er dææjlig - jeg kan ikke se den uden at smile over hele hovedet. Der er så meget under overfladen, der er så meget karakter og karisma som Bill puster ind i denne her karakter - der er helt vild meget autenticitet! Han er så varm og jordbunden en person, at det er næsten umuligt ikke at blive jaloux på Tim. Og så har Bill ligesom Iain, fået et hel bundt af skønne replikker tildelt, hvilket kun gør alting bedre! Og selvfølgelig er der også en tør og sarkastisk tone forbundet med denne her karakter - på samme måde som der er med Roddy - det er jo trods alt Richard Curtis der har lavede den gode film, hvilket er lidt snyd idet det er et element, jeg ikke kan stå for. For det meste af tiden.



Charlotte La Bouff (the princess and the frog)

Goodness gracious! This is so much to absorb. Let me see if I got this right. If I kiss you before midnight, you and Tiana will turn human again, and then we gonna get ourselves married and live happily ever after! The end!

Charlotte er selvfølgelig Tianas bedsteste veninde, helt fra barndommen af - hvilket vi ser først i filmen. Charlotte er alt for meget over hele pladen! Hun er højtråbende, optimistisk på den meget urealistiske måde, opmærksomhedstagende (dog ikke nødvendigvis søgende) og meget mere. Og samtidig er hun bare skøn. Hun er så boblende af energi, at det smitter ud på den anden side af skærmen! Hun har et meget romantisk billede på verdenen, er helt optaget af at gifte sig med en rigtig ægte prins - og er samtidig den allerbedsteste veninde til Tiana, der har en mere realistisk og praktisk tilgang til tilværelsen. Dertil er hun sjov, særligt i den scene, hvor hun forsøger at få sin rige far til at fortælle Tiana om Prins Naveens ankomst til byen: hendes sprudlende glæde og meget ivrige, ihærdige og en smule utålmodige adfærd - tilføjer en masse dejlige elementer til Charlotte. Hun er virkelig på mange måder det modsatte af Tiana, hvilket nok også er en af grundene til at deres venskab fungerer så godt - og samtidig er så dynamisk. Hun er bare dejlig! Og filmen har så mange skønne sange i sig, at det er svært ikke at blive helt varm indeni.




Helen Thermopolis (the Princess Diaries)

Mom seemed pretty pleased to see Michael, actually. She knows how much I've always loved him, and she can tell how happy Michael makes me, which in turn, makes her happy. And she never made it much of a secret that she couldn't stand J.P. At least she doesn't have to worry about Michael being a chameleon. He has an opinion about everything.

Mens Tims far er den skønneste far man kunne forestille sig - er Helen (Mias mor) nok den skønneste mor man kunne forestille dig. Selvom Tims mor faktisk også er ret dejlig. Helen bliver i bøgerne beskrevet som smuk, kunstnerisk, ungdommelig og alternativ. Hun var kortvarigt kærester med Genovias prins, hvilket resulterede i Mia, lidt en ups'er. Mia ved ikke at hendes er prins (og at hun derfor er prinsesse), før hun får det fortalt som 14-årig. Hendes mor har med vilje ikke ville fortælle det til hende, for ikke at anmasse den skæbne ned over hovedet på Mia. For at give hende chancen for at leve en normalt liv. Derudover har Helen tilføjet et meget alternativt livsstil til hendes hjem, hvilket i den grad har påvirket hendes datters liv. Udover at leve som udøvende kunstner, hvilket hun ikke tjener meget på - hvorfor mor og datter bor i en loftslejlighed (dog i New York), er Helen miljø- og dyrerettighedsforkæmper (eller har i hvert fald skabt grundlaget for en datter der i den grad er det!). Hun er repræsentativt for en lavere socialklasse, der lever som enemor og som går op i socialistiske værdier, hvilket går meget imod hendes x-kæreste Philips' royale tilværelse. Hvilket tilføjer ekstra sejhed til hendes karakter: hun har virkelig gjort, hvad hun kunne for at gøre Mia til en jordbunden ung pige, der ikke lever oppe i skyerne - og som er bevidst om hendes egen rolle i samfundet. Og samtidig er hun den bedsteste mor der findes! På trods af hendes vilde ungdom, er hun en meget vis mor - der er tilstede for hendes datter på alle de rigtige tidspunkter, og som er meget bevidst om, hvad der er det bedste for Mia på alle mulige forskellige tidspunkter i Mias liv. Helen er virkelig den sejeste kvinde!



Sirius Black (Harry Potter)

"This dog will be remaining with Harry for a while," said Dumbledore simply. 
"I assure you, he is extremely well trained (...)

Altså der er jo utallige fantastiske karakterer med i Harry Potter - Rowling er jo i mine øjne et sandt geni. Men jeg har valgt Sirius, fordi han er et godt eksempel på en af de særligerer karakterer i fortællingen om den unge troldmand Harry. Sirius befinder sig i Azkaban, da vi første gang møder Harry - da han er blevet beskyldt for at have massemyrdet 13 mennesker (eller noget lignende). Senere finder vi ud at af Sirius egentlig er uskyldig og at han dertil er Harrys gudfar - og James' allerbedste ven. Azkaban har hærdet Sirius godt og grundigt, hvilket er tydeligt fra 3. bog af og fremad, hvilket både gør ham hårdhudet, frygtløs og stærkt nedslidt. Hans relation til Harry er som en ældre bror eller en faderlig figur (som Dumbledore også pointerer efter at Sirius dør i 5'eren), hvilket især kommer til udtryk i citatet ovenfor - da Harry flygter fra Voldemort i 4'eren, og vender tilbage til Hogwarts ødelagt og mere traumatiseret end nogensinde. Dumbledore følger Harry ned til Madame Pomfrey, hvor Harry kan overnatte uforstyrret - med Sirius ved sin side. Sidste gang jeg genlæste 4'eren løb tårene ned af mine kinder ved tanken om de her ødelagte sjæle (Sirius og Harry), der finder fred og kærlighed i hinandens selskab. Derudover er det interessant, hvordan Sirius stadig sørger over James' død og ser så meget af James i Harry, at han flere gange behandler Harry som var han James. Det er som om Harrys nærvær dræner den sorg, og midlertidigt kan hele det sår som Sirius blev efterladt med, da han mistede sin allerbedste kammerat og partner in crime. Den behandling af Harry tydeliggør præcis, hvor ødelagt Sirius er indeni. Samtidig er han der for Harry gennem tykt og tyndt i den korte tid de har sammen - han sætter sig ind i de problemer Harry bakser med, og guider ham henimod de rigtige valg. Gary Oldman puster en dejlig mængde luft ind i karakteren, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre filmversion af Sirius Black - men måske han er blevet for finpudset i filmen? (i 5'eren). I 3'eren er han skøn og skør, og som en mand der har brugt 12 (?) år i Azkaban er han altså stadig tydeligt påvirket deraf - også 2 år efter hans flugt fra troldmandsfængslet - den mangler lidt at komme frem i hans ansigt i den filmatiserede 5'er. Ellers er jeg virkelig vild med Gary Oldman.



fredag den 20. oktober 2017

Halvfærdige ideer - Del 1

Nogle gange begynder man projekter eller starter på at udfolde ideer, der senere ikke fører til mere end en enkelt tegning eller en detaljeret tekst med små illustrationer. Nogen gange er ideen mere velfungerende og interessant end andre gange. Når jeg kigger tilbage på nogle af mine ufærdige kreative projekter, kan jeg godt få lyst til at slå mit tidligere jeg oveni hovedet - da jeg kan se al det uudfoldede potentiale som liige dét kreative projekt havde i sig. Nogen gange kan jeg blive helt inspireret af at kigge de her tegninger igennem, og får helt lyst til at bruge motivet eller stilen/teknikken et andet sted - i et andet projekt eller måske endda forsøge at genskabe det jeg havde tænkt med liige dét værk. Det er sådanne nogle ideer jeg vil hive frem i det følgende - og forsøge at udfolde, hvad den egentlige tanke var med værket og måske også, hvad jeg kunne forestille mig at gøre ved det nuher (hvilke genskabsningstanker jeg har med henblik på udvalgte værker): hvilke elementer der er særligt interessante og som måske kan bruges andetsteds.

Det er spændende med ufærdige/ halvfærdige projekter syns jeg - et eller andet sted er det også trist, men det med at kunne bringe dele af projektet ind i noget andet eller på anden måde blive inspireret og måske endda overraskede over ting jeg engang havde gang i og som jeg så lagde fra mig - er da ret fascinerende på en måde.



"A chunk of time"-ideen går tilbage til mine gymnasie-billedekunstår, hvor jeg undersøgte uret - både som genstand og som symbol for tiden. Det var i den sammenhæng jeg fandt på min "Cup of Time" (med i et gammelt opslag), som handlede om de her forskellige sproglige vendinger vi bruger til daglig mht. at snakke om tid: "tiden løber ud", "tiden flyver afsted" osv. og hvordan tid kan føles forskelligt alt efter, hvilken situation vi er i - hvordan vi husker varme sommeraftener som værende endeløse, da vi var 5 år og hvordan en eftermiddag kan virke langsommelig, især hvis vi virkelig keder os - eller hvordan en juleferie var ovre i løbet af nul komma fem, hvordan vi ikke næsten ikke kan følge med tidens gang når vi er stressede osv. osv. osv.
Det er ret fascinerende, hvad hjernen kan konstruere op i hovedet - og hvordan den konstruktion kan påvirke hele vores sanseapparat. 
Jeg eksperimenterede med at illustrere de her fornemmelser og sproglige vendinger, hvilket 'cup of time' er ét resultat af - og "chunk of time" er et andet!
Jeg husker ikke helt præcist, hvor ideen kom fra - for jeg kan ikke lige komme på en sproglig vending, der passer til denne tidsklump. Faktisk tror jeg mere det var ideen om at klumpe tiden sammen, modsat den forestilling som Jack (fra "Room") udlægger i både bogen og filmen - hvor han ser for sig at tiden er spredt ud over hele verden, som smør - og derfor må folk skynde sig fra A til B, for at kunne nå alting. I stedet for at se tiden på denne måde, hvor alle steder har fået samme 'mængde' af tid tildelt -- var jeg optaget af at samle tiden til ét sted, én klump: ikke smøre tiden ud over hele verden, men i stedet samle al tidssmøren på ét og samme punkt - hvilket ville udgøre denne her tidsklump. I virkeligheden var det billedet af alle de her tidstagningsgenstande samlet i en tæt klump, der satte sig fast inde i mit hoved. Og den sidder stadig derinde og venter på at blive udfoldet på den helt rigtige måde (ikke den måde jeg senere forsøgte at realisere ideen: se billeder nedenunder).


Måske har det været næsten samtidigt eller lidt tid efter (?) - at jeg forsøgte at realisere denne her idé. Det skete dog ikke i billedkunst, men i stedet på det her fritids-kunsthold jeg gik på. Jeg tænkte at jeg kunne gøre tidsklumpen til en stor grøn (futuristisk lignende?) malerklump midt på et lyserødt lærred. Tidstagningsgenstandene (alarmer, vækkeurer, stopure, armbåndsurer osv.) har ikke helt en realistisk form, men er i stedet skildret lidt mere abstrakt - nok primært fordi at jeg ikke rigtig gad at gøre noget ud at, at få det til at lignende en klump af de her slags genstande. Jeg var helt sikkert glad for ideen, men det var lidt et halvhjertede forsøg. Jeg nåede aldrig rigtigt videre med det, eftersom jeg viste det til en af mine undervisere og forklarede ham min idé - han kunne overhovedet ikke se det jeg så - og kunne ret sikkert spotte at jeg ikke selv var 100% tændt på denne her udførelse af min idé. Så jeg malede det over, alt undtagen en stribe lyserødt - og begyndte at arbejde med et andet motiv. 

MEN jeg havde ikke i sinde at lægge tidsklumpen helt til side - ikke igen (eftersom jeg aldrig kom videre med ideen i mine billedkunsttimer) - så jeg snakkede med min gode erfarne underviser, som havde afbrudt en af mine tidligere ideer (hvilket også endte i en total overmaling og et retningsskift), hvorfor jeg havde erfaring med hans anderledes og lidt brutale tilgang (i min optik i hvert fald). Det var den behandling han havde fået på akademiet og den havde styrket hans arbejdsgang - så det var den tilgang han ville bruge på os (også). Snakke endte i at udføre ideen som en skulptur, at lave en reel tidsklump ud af reelle tidstagningsgenstande, hvilket endte ud i denne her spændende sag: 


Jeg fandt noget stærkt garn og brugte masser af det - til at binde alle de her objekter sammen, som jeg henholdsvis medbragte hjemmefra og købte billigt i Tiger/ Søstrene Grene. Der var både telefoner, armbåndsurer, vækkeurer, æggeurer, kalenderer og timeglas. Lidt forskelligt til at illustrere at det var tiden skulpturen her refererede til. Jeg var vild med ideen om at binde tingene sammen, og særligt det at man kunne se hvor meget garn der var brugt og hvordan det snoede sig rundt om de her genstande... så det her med at hænge klumpen op i en snor (hvilket i sig selv fungerede godt), så man ikke kunne se de store garnknuder, var jeg ikke så vild med. Men altså værket skulle jo ikke handle om garnet og om knuder, men om tiden. Jeg havde før brugt det samme garn til et andet kunstprojekt, hvor jeg også havde bundet forskellige ting sammen til en skøn kunstklump. Men den æstetiske klump fungerede bare bedre end det her projekt. 
Der var noget mærkeligt (ikke-velfungerende) over at anvende reelle genstande til at illustrere denne her idé. Når jeg kigger på billedet i dag er stadig ikke overbevist om at den fungerer - den skulptur. Jeg tror det handler om at tidsklumpen er en konstruering, og at man har for mange distraherende associationer indover når man benytter de her slags genstande: handler det om teknologi? handler det om maskiner? hvorfor er der køkkenudstyr med? er det en tilfældig samling af personlige genstande? handler det om stress? 
Hvad er det egentlig der sker her? 
Vores telefoner og kalendere er så meget en del af vores hverdag, at det blir svært at rive sig selv ud af den sammenhæng/ den kontekst - og se på genstandene som tidsmarkører, som symboler på det her enorme konstruks som dominerer vores verden (nemlig tiden og den måde vi måler tid). 
Derfor fungerede skulpturen ikke. 
Og (måske) derfor kan ideen ikke illustreres på en tilfredsstillende (givende) måde, fordi den er bygget op på en forkert måde. 

MEN hvis nu jeg eksperimenterede med en illustration, der ligger et sted mellem noget figurativt og noget abstrakt? Hvis nu jeg går langt væk fra den realistiske skildring, og fokuserer på klumpen i stedet - gør det så noget at man ikke liige med det samme, forstår hvad det handler om? Hvis jeg kan beholde ideen, uden at ødelægge den - men samtidig udvikle på den, så den alligevel kan blive til noget der giver mening - og som åbner op for den kreative hjerne, åbner op for nye billeder (både mentale og reelle) - i stedet for at indgrænse hjernen til dagligdagens trommelom. Det er virkelig slet ikke det jeg vil med mine billeder. 
Det er fortællinger, historier og forestillinger det handler om. Og hvad de fortællinger gør ved os.    




onsdag den 18. oktober 2017

2011/2012



Tirsdag d. 08/11-11
Tirsdage er egentlig stemplet som en af de gode dage, fordi jeg har Art og Sociologi – og normalt er de faktisk også gode.. I dag var en af de dage.
Art er stadigvæk rigtig godt, men det har forvandlet sig lidt i en mærkelig retning – der er ikke meget snak mere fra min side af, det er jeg egentlig lidt
ked af. Altså jeg vil sige at det kommer meget an på den enkelte lektion og dagen – men generelt er det som om jeg ikke kan arbejde i min bog og være social
på samme tid. Nogle gange kan jeg endda tage mig i at sidde stille og arbejde koncenteret og ikke engang have lagt mærke til at jeg ikke deltager socialt
i nogle samtale, som et hyggeligt menneske og som er noget jeg rigtig gerne ville. For jeg kan godt lide at følge med i andres samtaler, når jeg sidder og arbejder koncenteret. Men jeg har dog også oplevet at arbejde sammentidig med at jeg havde en samtale kørende og det gik fint, så vidt jeg ved.
Hvad er problemet så? Det er noget jeg gerne vil prøve at forbedre. Sociologi var også godt i dag, Kayis og Kacif er fortsat en smule besynderlige som normalt – de er bare ud over det sædvanlige, ikke fordi er det er en dårlig ting. Jeg har bare aldrig mødt nogle som dem, men de sætter virkelig gang i vores sociologi timer.. manner de kan få os alle sammen til at lægge over bordet af grin.
Ikke dårlig nej.


Torsdag d. 10/11-11
I aften startede halvkedeligt, jeg skulle stå ved vores Art-bod ting og når så forældre og interesserede kom nærmere var mit job at fortælle dem, om det vi har lavet i løbet af de to måneder vi har arbejdet med Art og lidt om faget selvfølgelig - hvilket jeg ikke viste så forfærdeligt meget om, specielt i forhold til deres GCSE's. Jeg stod der dog med nogle andre folks, og ham her Ravaan han var altså god til at snakke og fortælle om det hele, så han tog
sådan lidt over. Så mig og Bethan stod bare sådan lidt og smilede og så pæne ud. Hvis der var mange folk og Ravaan var optaget blev det så os der tog over, det skete dog kun et par gange. Såå der var en masse kiggen rundt og sådan, men Mr. Fisher var der også så ham fik jeg også lidt nogle små samtaler med. Og så var der alle de andre fag, som vi gik lidt rundt mellem og Mr. Matthews (min skøre sociologilærer) kom også lige forbi. Til allersidst skulle jeg lige ovenpå og se til Betty og hendes 'job,' hvilket var at synge med de andre hyggelige musikanter - da jeg kom var det dog halvt forbi, så vi tullede bare lidt rundt: mig, Elliot, Massaro og de andre folks, mens Betty og Melissa sang videre – det var hyggern!
Så begyndte vi hjemturen, som først bestod af mig, Betty, Ravaan, Massaro og en anden guy. De ventede på et tog, så vi stod bare sådan lidt og snakkede om ’diverse’ ting og sager. Så skiltes vi med drengen,e der løb efter deres tog, og Betty fortalte mig om Denise’s ’second chance’ og om hendes dag, og om typiske engelske drenge og deres samtaleemner. Så skiltes vi for enden af Bromley Road, og jeg gik mod Southern Lane, hvor jeg til min overraskelse så Luke og nogle andre folks, og fulgtes med dem halvt op af vejen, og tilslut gik jeg selv hjem resten af vejen og evalueret min dag.. indtil Tammy pludselig synes hun skulle spurte ud af døren og hen til rosenbusken, så jeg måtte skynde mig efter hende og grabse hende op af rosenbusken med eller uden torne i mine stakkels hænder, og på mine knæ – og straks sende hende ind igen. 



Lørdag d. 19/11-11
Betty overnattede her for sidste gang – pakkede sine ting om morgenen og tog af sted ’hjem’ for at gøre klar til at tage til en anden værtsfamilie – hvor hun skal være midlertidigt. Amber skulle til svømning, jeg fulgte hende til leisure centeret og hun tvang mig halvt til at blive og se hende svømme.. det var varmt derinde!
Vi kom alle hjem igen - og fik besøgende – familie (faren skulle ordne/fikse vasken på badeværelset). Jeg tjekkede mails, facebokkede ect. computerting.
Tennis ved 4-tiden: Vi var dog kun 3 folk dernede og vi spillede udenfor, kold fornøjelse – lidt hyggeligt alligevel. Flink træner. (Måske ikke lige hvad jeg kigget efter).
Hjemme igen! Amber lærte mig en dans med musik til – og det var faktisk sjovt denne gang, jeg havde energi og overskud til det! Den sætter sig nok fast, dansen. Det har sangen i hvert fald gjort ’bang, bang, bang’...
Gæster! Mary Kay party for Evadnes veninder – med én medbragt datter, Ambers alder. Vi spillede ’Dice Doodles’ – Amber vandt og derefter ’Pay Day’ hvor mig og Amber lidt startede en 3. verdenskrig – jeg vandt (med omkring 34.000), men der blev heldigvis ’made peace’. Bee movie i baggrunden. Til allersidst omkring kl. 12 var de søde unger godt trætte efter en laaang dag! (: 



Tirsdag d. 22/11-11
Socio + Art = god dag (ynglingsfag) nice. Breaks med the guys (Elliott, Massaro, Mads, Benedikt, Luke, Kate, Josh ect.) og Betty. Rigtig fedt Independent Study med Elliott, Josh og Kate – fedt at opdage at øjeblikke som disse eksisterer!
Bromley med Amber (købte lidt fra huskelisten) + kaffe (varm kakao) på Costa Coffee – Amber var meget positiv overrasket (?), virkede glad:
’det var sjovt i dag’ og blev ved med at sige ’I really like you’ hvilket bare er rigtig nuttet.
Vi dansede (jeg skulle finde på sidste trin og det kikset her) lærte en ny dans. I skolen, Kate: ’jeg tror du er mr. Fishers favorit elev’ – jo, jeg blev lidt chokeret - troede faktisk hun var hans ynglings elev, hvorfor mig? Passer det? Fordi jeg kommentere avisartikler og laver god process i art?



Fredag d. 25/11-11
!!!3 måneders dag!!! (Naomi's fødselsdag)
Havde halvt planer om aftenen: park og alkohol, men Amelie blev syg! midt i frikvateret så jeg måtte følge hende til bussen (hvilket var halv langt). Children In Need Day: musik mellem timerne, udklædte lærere og få elever – mr. Fisher var ret skræmmende ’Watch men’ figur med maske på, uden et ord gik han rundt og stirrede på folk = spændende 20-minutters ’registration’. Charity ved indgangen. Skulle have været til ’creative writing’ (mig og Betty), men da jeg kom for sent halvt-om-halvt droppede vi det (lidt i protest). I stedet tog vi ned og så en fodboldkamp – Sixth Form elever mod lærerne – det var vildt koldt!! Betty tog med mig hjem og fik varmen, internetadgang osv. Gik dog ret tidligt ved 8-tiden. Ambertid! ’Doodle Dices’ og ’Pay Day’- der blev ikke startet en verdenskrig heldigvis. Og vi så ’Bride Wars’ – meget ’cheesy’! men hygge. Vi skulle have overnattet i stuen med soveposer, men pludselig sov Amber i sin mors seng...



Lørdag d. 26/11-11
Med Amber til svømning, jeg svømmede selv (ved siden af hendes lektioner) 250 meter (altså 10 baner) og for søren det var hårdt.. bare 1 bane tog næsten luften ud af mig (alt luften!). Havde meget brug for at få nogle spontane planer (Amber skulle hen til sin far og Evadne skulle babysitte).
Richi ringede og pludselig skulle jeg med til London, med ham og Betty: Winter Wonderland i Hyde park (meget kort), vi spiste italiensk mad Richi havde fået sendt fra sine forældre.. og derefter ’Pret A Manger’ med kaffe til Richi. Jeg følte mig bare vildt vandtørstig hele dagen så ingen kaffe til mig. Derefter tog vi med toget til Croydon, og der skiltes vi alle. Betty til hendes ’temporary host family’, Richi hjem til hans nye gode ’host family’ med Matthew - og mig, der skulle mødes med Laura, og i biografen hvor vi besluttede os for at se ’Breaking Dawn’ – endelig for mig!
Der var dog en del snak under filmen, tror jeg nok. Er ikke sikker på at vi fik snakket nok, har lidt aftalt at vi snart skal ses igen. Hele vejen hjem igen, hvor Evadne ikke var kommet hjem. Jeg gik ret sent i seng, da min mor pludselig fortalte mig over mail at den sidste Eragon bog var udkommet (!!!) Det var dæleme ledt tænkte jeg.. Hvordan skal jeg kunne finde tid og ofre tid (kostbar tid) til at læse den fantastiske bog? Men igen, hvordan ville jeg bare kunne lade den være? Jeg må lige ind og ’hente’ den i ’Waterstones’ her om et par dage.. Det kan ikke skubbes længere – måske kan den endda bruge sine magiske evner til at sluge stik af hjemve? Men hvad med Ambertid? Jeg bliver nød til at koordinere det.. simpelthen! Måske er der også lidt tid i skolen (?) frie timer, Independent Study.. lad os nu se. Tænkte først at jeg nød til at vente, meeen det er på den anden side også ledt – når nu muligheden er liiige der!! Det er for fristende! (: (:



Tirsdag d. 6/12-11
Sociologi var fint (: Art ligeså. Følte lidt for at være kreativ (2 timer var ikke helt nok for lille cille). Ingen Benedikt i skole.. snakkede med Elliott, Rachel og Salome i pausen. Independent study blev brugt på at spille chess med Elliott i selskab med Josh – vi snakkede om musik. Gik bare hjem og tog et bad, tjekkede mails, ordnede småting – vaskede tøj. Åbnede døren for min syngende værtsfamilie. Opdagede Evadnes onkel arbejder i en café i det nabolag jeg bor i (!!) i Danmark selvfølgelig – skæbnebestemt, helt sikkert.



Lørdag d. 21/1-12.
Tog tidligt af sted til London, omkring kl. 12. Mødtes med meget en forsinket Amelie ved Beckenham Junction, og derefter med Betty på Victoria. Vi havde besluttet os for at tage til Notting hill... meget hyggeligt område! Det her Portobello Market var sat op, og det vrimlede med folk. Vi fik set de fine farvede små huse, og efter at have spist vegetar/vegan frokost – som smagte supergodt! Fandt vi ’The Travel Book Shop’ som er med i filmen, meget anderledes med bøger man kunne købe (vi brugte omkring 10 minutter derinde på bare at kigge i alle bøgerne), men vi kunne ikke genkende den pga. indretningen. Vi havde så besluttet os for at finde ’Frozen Yogurt’ – opdagede at de reklameret med det på markedet, men da vi spurgte over disken var det altså ikke noget de solgte mere.. så vi måtte altså til Covern Garden, hvor vi vidste de havde den bedste nutteste lille ’caféting’ og selvfølgelig solgte frozen yogurt med alle mulige spændende smag.
Vi var også den dag inviteret til Richi’s fødselsdag, hvilket bestod i at tage ud og spise på en restaurant i Croydon - oprindeligt den her ’Cosmos,’ men fordi vi var omkring 12 unge mennesker - og han ikke havde tænkt på at bestille bord, var ikke plads. Benedikt kom også der om aftenen.
Efter vi havde spist (Amelie, Betty og jeg delte noget brød og nogle pomfritter – da vi egentlig havde spist hele dagen), tog alle pigerne hjem, også Matthew – så der var Richi, Betty, Amelie, Benedikt og mig tilbage.. Da Richi blev 19 den dag, var det jo nemt for os at skaffe noget alkohol, som vi fik gjort (dog ikke særlig meget), fandt en halvtom trappe og forsøgte at underholde hinanden – men da min ’curfew’ er lidt anderledes, mere striks end de andres, blev jeg nød til at tage nogenlunde ’tidligt’ hjem – var hjemme ved 12-12:30 tiden. Min værtsmor foretrak at jeg tog en taxi hjem, så jeg fandt et slags ’Taxi Kontor’ og fik opringet sådan en, hoppede ind og kom hjem til et halvtomt hus. Ingen værtsmor, men hendes bror var der og havde været der siden om formiddagen. Det virkede som om han kedet sig lidt, foran TV’et – han blev og overnattet, da min kære værtsmor ikke ville komme hjem før søndag formiddag (det gjorde hun så ikke helt). Jeg så den film med Christina Aguilera om aften og gik i seng ved 3-tiden.. internet-forbindelsen røg denne aften.


(Billederne er mine - to af dem er taget af min godeste veninde Amelie. De er henholdsvis taget i Bromley, Catford, London, Brighton, Canterbury, Dublin og the Scottish Highlands).



tirsdag den 17. oktober 2017

I wish I'd met you earlier. I really like talking to you.





You know what drives me crazy? It's all these people talking about how great technology is, and how it saves all this time. 
But, what good is saved time, if nobody uses it? If it just turns into more busy work. 
You never hear somebody say,"With the time I've saved by using my word processor, I'm gonna go to a Zen monastery and hang out". 
I mean, you never hear that.







I believe if there's any kind of God it wouldn't be in any of us, not you or me but just this little space in between.
If there's any kind of magic in this world it must be in the attempt of understanding someone sharing something.
I know, it's almost impossible to succeed but who cares really? The answer must be in the attempt.









I know what you mean about wishing somebody wasn't there, though. It's just usually it's myself that I wish I could get away from.
Seriously, think about this. I have never been anywhere that I haven't been. I've never had a kiss when I wasn't one of the kissers. Y'know, I've never, um, gone to the movies, when I wasn't there in the audience. I've never been out bowling, if I wasn't there, y'know making some stupid joke.
I think that's why so many people hate themselves. Seriously, it's just they are sick to death of being around themselves.












You're close with your grandmother?

Yeah. I think it's because I always have this strange feeling that I'm this very old woman laying down, about to die.
You know, that my life is just her memories or something.

That's so wild.













Even though I reject most of the religious things I can't help but feeling for all those people that come here lost or in pain, guilt, looking for some kind of answers.
It fascinates me how a single place can join so much pain and happiness for so many generations.


















I used to think that if none of your family or friends knew you were dead, it was like not really being dead. People can invent the best and the worst for you.












(Before Sunrise - citater)


søndag den 15. oktober 2017

A selection of torches for midnight feasts and secret reading


Jeg har været så fuldstændig glad for mit hjemmelavet Harry P-sengetæppe - at det næsten var uundgåeligt at et nyt sengetæppe måtte se dagens lys (eller det). Så her er mit sengetæppeprojekt 2.0 med et: DAM DAM DAAM

Doctor Who-tema (fuldstændigt forrygende og meeeeeeeeeeeeeeeget overraskende).

Anysways - pga utålmodighed og kedsomhed primært er mit 2.0 sengetæppe ikke overhovedet på højde med Harry den gode Ps sengetæppe. Farverne er noget miskmask (altså sammensætningen) og firkanterne behøvede slet ikke at være firkantede, og så er der for lidt tekst på - jeg ville gerne have lavet overlappende rodet tekst derpå. Men nu er den som den er. OG de citater jeg har udvalgt er klasseklasseklasse! Hvis man bare fokusere på dem så er det næsten et mesterværk. Næsten.

Jeg har ikke skrevet ALLE citaterne ind, men jeg har dem som jeg kunne få de bedste billeder af. Så vær beredt min gode ven, for jeg har nemlig nu tænkt mig at gå lidt "nørdenørdenørde... og større er bedre!" til værks. (frikadellefilm-reference)




Fashioning people into weapons

The Doctor der utvivlsomt og uden at ville det anvender sine venner som 'våben' mod sine fjender. Eller som Rory siger:

"You have no idea how dangerous you make people to themselves."









A-Beam-Me-Up-Star-Trek-Teleport!

Craig der forsøger at få ind i sit hoved at teleportering er en virkelig rigtig ting, som findes udenfor Sci-Fi verden.












No dress sense, dreadful hats - but smart 

Doctoren der forsøger at advare tre pengeglade handy'e brøde om den uhyggelige intelligens som Time Lords besidder. 












It takes all sorts to make a galaxy

Fra en classic Who-episode tror jeg?
I virkeligheden er jeg jo ikke en rigtig Whovian, eftersom jeg ikke har styr på de første 8 Doktorer - okay måske lidt, men ikke på episode-niveau.











It's like a tear in the fabric of reality

Hmm, er det fra Pandorica-episoderne? Amy har en revne i sin væg - en revne mellem to punkter af 'time and space' som aldrig skulle kunne røre hinanden. Det er altså en revne i det stof virkeligheden er lavet af. En revne hvor væsner fra andre tider og steder kan komme igennem. Rimelig spacey, men megaa fascinerende i min optik.







You've got a hatbox...?

Doctoren der er lidt i vildrede mht hvorfor den skønne Donna Noble har tænkt sig at bringe en hattekasse ombord på hans tidsmaskine - iblandt et væld af andre tasker og kasser. 












My Poncho Boys

Amy Pond, the Doctor og Rory Williams iført uldtæpper med huller i ala ponchos





Otherwise you're people might relish the idea of war 

Doctoren der taler til en Dalek om hele deres eksistensgrundlag egentlig, der er baseret på at erklære krig mod alle levende væsner der ikke er Daleks. Ekstra fornuftigt.










the Face of Bow they called me

Captain Jack Harkness som mindes at han engang havde et finurligt kælenavn - hvilket fremprovokere en skøn reaktion hos Doktoren og Martha Jones OG seeren selvfølgelig.


Mad Martha, blind Martha, charity Martha

Donna der er helt forbavsede over at Doktorens tidligere companion var rimelig forelskede i ham.


Hope in this endless bitter war 

Madame Kovarian der erklærer krig mod Doktoren. Ikonisk replik i mine øjne, særligt den måde hun formår at udtale alle stavelserne på - meget overbevisende og frygtindgydende skurk.




'the angels have the phone box'

En af de vildeste Who-episoder "Blink" - hvor Larry er optaget af et 'påskeæg' han har fundet i en tilfældig DVD, af Doktoren der fortæller at ham og Martha er strandet i 1969, og at englene har hans tidsmaskine. 


Oldest civilization/ Power-mad conspirators

Refererer til The Time Lords, som en magtsyg ældgammel race.   



lørdag den 14. oktober 2017

Everything that's supposed to be brown - tree trunks, rocks, dirt - is all covered up with squashy green stuff here





Both engines have exploded and we're falling in a death spiral toward the earth.

I'd wait till we were close enough to the ground, get a good grip on you, kick out the wall, and jump.
Then I'd run you back to the scene of the accident, and we'd stumble around like the two luckiest survivors in the history.










"Just give me the chance to decide whether or not I'm going to throw a fit over taking you to the hospital."
He made a face of mock horror. "Please not a fit!"
"If you don't let me see your hand, a fit is guaranteed." He inhaled deeply, and then let out a gusty sigh. "Fine."


(...) the smile I'd been waiting for stretched across his face like the sun breaking free of the clouds. His teeth gleamed bright against his russet skin.
"I can't believe it!"
He ran to the truck and half-yanked me through the open door, and then we were both jumping up and down like kids.





I tried to maintain what dignity I could as I got into his car. I wasn't very successful - I looked like a half-drowned cat and my boots squeaked.
"This is completely unnecessary," I said stiffly.
He didn't answer. He fiddled with the controls, turning the heater up and the music down (...)
I recognized the music playing and my curiosity got the better of my intentions.
"Clair de Lune?" I asked, surprised.
"You know Debussy?" He sounded surprised too.









"I love you too, Bella. Try to be more careful when you walk, honey, I don't want to lose you."
Edward's eyes stayed closed, but a wide grin flashed across his face. 



He shrugged. "I was hoping you were just letting him down easy." 
Okay, it was completely his fault. 
"Sorry Tyler", I said, working to hide my irritation. "I really am going out of town." 
"That's cool. We still have prom." 
(...) I could feel the shock on my face (...)
In his rearview mirror, Edward's eyes were on me. 
He was unquestionably shaking with laughter, as if he'd heard every word Tyler had said. 




"This is nice," I commented when he pulled the warm sodas from the grocery bag. 
"I've missed this place." 
He smiled, looking around at the plastic sheds bolted together over our heads. 
"Yeah, I can understand that. All the splendor of the Taj Mahal, 
without the inconvenience and expense of travelling to India."




(twilight citater - kun de allergodeste - udvalgt specielt til lejligheden)