Halvfærdige ideer - Del 1

Nogle gange begynder man projekter eller starter på at udfolde ideer, der senere ikke fører til mere end en enkelt tegning eller en detaljeret tekst med små illustrationer. Nogen gange er ideen mere velfungerende og interessant end andre gange. Når jeg kigger tilbage på nogle af mine ufærdige kreative projekter, kan jeg godt få lyst til at slå mit tidligere jeg oveni hovedet - da jeg kan se al det uudfoldede potentiale som liige dét kreative projekt havde i sig. Nogen gange kan jeg blive helt inspireret af at kigge de her tegninger igennem, og får helt lyst til at bruge motivet eller stilen/teknikken et andet sted - i et andet projekt eller måske endda forsøge at genskabe det jeg havde tænkt med liige dét værk. Det er sådanne nogle ideer jeg vil hive frem i det følgende - og forsøge at udfolde, hvad den egentlige tanke var med værket og måske også, hvad jeg kunne forestille mig at gøre ved det nuher (hvilke genskabsningstanker jeg har med henblik på udvalgte værker): hvilke elementer der er særligt interessante og som måske kan bruges andetsteds.

Det er spændende med ufærdige/ halvfærdige projekter syns jeg - et eller andet sted er det også trist, men det med at kunne bringe dele af projektet ind i noget andet eller på anden måde blive inspireret og måske endda overraskede over ting jeg engang havde gang i og som jeg så lagde fra mig - er da ret fascinerende på en måde.

"A chunk of time"-ideen går tilbage til mine gymnasie-billedekunstår, hvor jeg undersøgte uret - både som genstand og som symbol for tiden. Det var i den sammenhæng jeg fandt på min "Cup of Time" (med i et gammelt opslag), som handlede om de her forskellige sproglige vendinger vi bruger til daglig mht. at snakke om tid: "tiden løber ud", "tiden flyver afsted" osv. og hvordan tid kan føles forskelligt alt efter, hvilken situation vi er i - hvordan vi husker varme sommeraftener som værende endeløse, da vi var 5 år og hvordan en eftermiddag kan virke langsommelig, især hvis vi virkelig keder os - eller hvordan en juleferie var ovre i løbet af nul komma fem, hvordan vi ikke næsten ikke kan følge med tidens gang når vi er stressede osv. osv. osv.
Det er ret fascinerende, hvad hjernen kan konstruere op i hovedet - og hvordan den konstruktion kan påvirke hele vores sanseapparat. 
Jeg eksperimenterede med at illustrere de her fornemmelser og sproglige vendinger, hvilket 'cup of time' er ét resultat af - og "chunk of time" er et andet!
Jeg husker ikke helt præcist, hvor ideen kom fra - for jeg kan ikke lige komme på en sproglig vending, der passer til denne tidsklump. Faktisk tror jeg mere det var ideen om at klumpe tiden sammen, modsat den forestilling som Jack (fra "Room") udlægger i både bogen og filmen - hvor han ser for sig at tiden er spredt ud over hele verden, som smør - og derfor må folk skynde sig fra A til B, for at kunne nå alting. I stedet for at se tiden på denne måde, hvor alle steder har fået samme 'mængde' af tid tildelt -- var jeg optaget af at samle tiden til ét sted, én klump: ikke smøre tiden ud over hele verden, men i stedet samle al tidssmøren på ét og samme punkt - hvilket ville udgøre denne her tidsklump. I virkeligheden var det billedet af alle de her tidstagningsgenstande samlet i en tæt klump, der satte sig fast inde i mit hoved. Og den sidder stadig derinde og venter på at blive udfoldet på den helt rigtige måde (ikke den måde jeg senere forsøgte at realisere ideen: se billeder nedenunder).

Måske har det været næsten samtidigt eller lidt tid efter (?) - at jeg forsøgte at realisere denne her idé. Det skete dog ikke i billedkunst, men i stedet på det her fritids-kunsthold jeg gik på. Jeg tænkte at jeg kunne gøre tidsklumpen til en stor grøn (futuristisk lignende?) malerklump midt på et lyserødt lærred. Tidstagningsgenstandene (alarmer, vækkeurer, stopure, armbåndsurer osv.) har ikke helt en realistisk form, men er i stedet skildret lidt mere abstrakt - nok primært fordi at jeg ikke rigtig gad at gøre noget ud at, at få det til at lignende en klump af de her slags genstande. Jeg var helt sikkert glad for ideen, men det var lidt et halvhjertede forsøg. Jeg nåede aldrig rigtigt videre med det, eftersom jeg viste det til en af mine undervisere og forklarede ham min idé - han kunne overhovedet ikke se det jeg så - og kunne ret sikkert spotte at jeg ikke selv var 100% tændt på denne her udførelse af min idé. Så jeg malede det over, alt undtagen en stribe lyserødt - og begyndte at arbejde med et andet motiv. 

MEN jeg havde ikke i sinde at lægge tidsklumpen helt til side - ikke igen (eftersom jeg aldrig kom videre med ideen i mine billedkunsttimer) - så jeg snakkede med min gode erfarne underviser, som havde afbrudt en af mine tidligere ideer (hvilket også endte i en total overmaling og et retningsskift), hvorfor jeg havde erfaring med hans anderledes og lidt brutale tilgang (i min optik i hvert fald). Det var den behandling han havde fået på akademiet og den havde styrket hans arbejdsgang - så det var den tilgang han ville bruge på os (også). Snakke endte i at udføre ideen som en skulptur, at lave en reel tidsklump ud af reelle tidstagningsgenstande, hvilket endte ud i denne her spændende sag: 

Jeg fandt noget stærkt garn og brugte masser af det - til at binde alle de her objekter sammen, som jeg henholdsvis medbragte hjemmefra og købte billigt i Tiger/ Søstrene Grene. Der var både telefoner, armbåndsurer, vækkeurer, æggeurer, kalenderer og timeglas. Lidt forskelligt til at illustrere at det var tiden skulpturen her refererede til. Jeg var vild med ideen om at binde tingene sammen, og særligt det at man kunne se hvor meget garn der var brugt og hvordan det snoede sig rundt om de her genstande... så det her med at hænge klumpen op i en snor (hvilket i sig selv fungerede godt), så man ikke kunne se de store garnknuder, var jeg ikke så vild med. Men altså værket skulle jo ikke handle om garnet og om knuder, men om tiden. Jeg havde før brugt det samme garn til et andet kunstprojekt, hvor jeg også havde bundet forskellige ting sammen til en skøn kunstklump. Men den æstetiske klump fungerede bare bedre end det her projekt. 

Der var noget mærkeligt (ikke-velfungerende) over at anvende reelle genstande til at illustrere denne her idé. Når jeg kigger på billedet i dag er stadig ikke overbevist om at den fungerer - den skulptur. Jeg tror det handler om at tidsklumpen er en konstruering, og at man har for mange distraherende associationer indover når man benytter de her slags genstande: handler det om teknologi? handler det om maskiner? hvorfor er der køkkenudstyr med? er det en tilfældig samling af personlige genstande? handler det om stress? 

Hvad er det egentlig der sker her? 

Vores telefoner og kalendere er så meget en del af vores hverdag, at det blir svært at rive sig selv ud af den sammenhæng/ den kontekst - og se på genstandene som tidsmarkører, som symboler på det her enorme konstruks som dominerer vores verden (nemlig tiden og den måde vi måler tid). 

Derfor fungerede skulpturen ikke. 

Og (måske) derfor kan ideen ikke illustreres på en tilfredsstillende (givende) måde, fordi den er bygget op på en forkert måde. 

MEN hvis nu jeg eksperimenterede med en illustration, der ligger et sted mellem noget figurativt og noget abstrakt? Hvis nu jeg går langt væk fra den realistiske skildring, og fokuserer på klumpen i stedet - gør det så noget at man ikke liige med det samme, forstår hvad det handler om? Hvis jeg kan beholde ideen, uden at ødelægge den - men samtidig udvikle på den, så den alligevel kan blive til noget der giver mening - og som åbner op for den kreative hjerne, åbner op for nye billeder (både mentale og reelle) - i stedet for at indgrænse hjernen til dagligdagens trommelom. Det er virkelig slet ikke det jeg vil med mine billeder. 

Det er fortællinger, historier og forestillinger det handler om. Og hvad de fortællinger gør ved os.