"(...) the last was lanky, less bulky with untidy bronze-colored hair.
He was more boyish than the others (...)"
Den marmor-renæssance-skulptur-skønne Edward Cullen er tiltalende for mange (mig inklusiv). Hvorfor mon? Jeg har læst og genlæst twilight-bøgerne en halvanden-hundrede gange - og jeg tror ikke at det stopper der. Jeg forelskede mig i bøgerne i 7. klasse, hvor jeg lige inden den første film udkom i biografen - nåede at sluge den første bog (og snart derefter de 3 næste). Der er mange grunde til, at jeg bliver ved med at vende tilbage til den fortælling. Dertil er der en maaasser elementer ved fortællingen, som jeg ikke er særlige glade ved - som jeg finder problematiske eller på anden måde ødelæggende for, hvordan fortællingen udfolder sig. Og de grunde gør at bøgerne ikke (i min verden) er på niveau med Harry Potter fx eller måske endda Eragon.
Jeg er glad for denne her umulige kærlighedshistorie, hvor to elskende der egentlig ikke burde få hinanden alligevel får hinanden - denne her forbudte kærlighed. Derudover har vi at gøre med mytiske væsener, særligt de her vampyrer der i Meyers verden er levende versioner af det antikke kropsideal - Edwards kolde granithud og perfekte muskulatur bliver flere gange sammenlignet med marmorskulpturer fra renæssancen såsom Michelangelos "David". Her er det selvfølgelig både den egentlig fysiologi OG den måde denne fysiologi fremstår for det humane øje, der er gældende - altså det at alle menneskerne i fortællingen (twiligt-serien) er helt betaget af de her vampyrer, at de anser dem for at være model-smukke/ uimodståeligt smukke. Og det synspunkt er selvfølgelig meget baseret på det her antikke (eller renæssance) kropsideal, hvor atleter ansås som forbilleder (græske guder blev afbilledet med atlet-lignende kroppe osv.)
"I couldn't feel anything but despair
until I pulled into the familiar parking lot behind Forks High School
and spotted Edward
leaning motionsless against his polished silver Volvo,
like a marble tribute to some forgotten pagan god of beauty."
Udover hans kolde granithud bliver Edwards øjne beskrevet som "(...) warm with liquid gold (...)" indrammet af lange sorte øjenvipper. Hans hår er ikke brunt men bronzefarvet - og det kan selvfølgelig ikke imiteres af menneskedrengen Mike Newton, der også er helt betaget af Bella Swan.
Edwards ansigt bliver flere gange beskrevet som perfekt, på en sådan måde at det fremstår som en sandhed. Sådan er det bare. På trods af at alle menneskekarakterne i fortælling er 'mesmerized' af ikke bare Edward, men hele Cullenfamilien - findes der faktisk også karakterer i fortællingen, der anser dette 'marmorskulpturelle look' som tegn på fare og fjender.
Edward forklarer Bella i den første bog, at denne her skønhed er med til at gøre vampyrer til de perfekte 'predators', eftersom deres skønhed betager det menneskelige øje og derfor kan lurer menneskene tæt på - hvorved den jagende vampyr kan få tilfredsstillede sin tørst. Forholdsvis foruroligende og samtidig intelligent på sin vis. På denne måde får Meyer vist den 'farlige' side af skønheden - hvordan smukke individer kan lide forfærdelige skæbner, eller hvordan man nemt kan lokke folk tæt på via et (til tider) overfladisk men effektivt middel, nemlig det visuelt tiltalende. I denne her fortælling er der tale om det universelt visuelt tiltalende: vampyrernes 'look' er tiltalende for alle de menneskelige karakterer. Derudover tilføjer Meyer en dimension, der samtidig forsøger at viske det overfladiske ved den ideelle skønhed ud - altså at der er mere ved skønheden end det rent tiltalende aspekt. Der vil jeg gerne understrege ordet "forsøger" idet filmene (efter min mening) ikke er ligeså gode til at drage tilskuerens opmærksomhed væk fra den rent tiltalende, hvilket får denne vampyrtype til at fremstå overfladisk. Det synes jeg fortællingen tager skade af.
Jeg vil egentlig gerne holde fokus væk fra filmene og kun tale om bøgerne - idet jeg personlig finder mange ødelæggende elementer i filmene. Men det er jo heller ikke nemt at adaptere en bog til en film: eller at lave en film, der er stærkt baseret på en bog. Fx burde det jo være umuligt at finde en skuespiller, der kan spille den perfekte Edward. Er man stor tilhænger af bøgerne er man sandsynligvis også kritisk mht. hvordan og hvem der spiller de her to hovedkarakterer - der jo faktisk begge to er meget særlige og exceptionelle individer (ifølge Meyers beskrivelser).
"His voice was quiet as usual - velvet, muted. I scowled at his perfect face.
His eyes were light again today, a deep golden honey color.
Then i had to look down, to reassemble my now-tangled thoughts."
På trods af de rimelig vilde beskrivelser af Edward, kan jeg ikke lade vær med at blive lidt betaget af ham. Okay måske ikke bare lidt - måske til tider meget. Der er noget fascinerende over de her unaturlige umulige figurer, der pludselig bliver proppet ind i den virkelige verden. Det er muligt at jeg ikke helt har kunne give slip på den fascination jeg fandt som 13-årig, og at det at genlæse bøgerne på en måde sætter mig tilbage i tiden - tilbage til denne her intense teenage-eskapisme. Men det ændrer ikke på at jeg er betaget af Edward, samtidig med at jeg sagtens kan se fejl hos ham. For selvom han er den perfekte predator og har det perfekte udseende og selvfølgelig også er god til alting (har perfekt håndskrift, er en ægte gentleman, komponere musikstykker på sit flygel, har styr på al faglig skoleviden osv. osv.) - har han et vildt temperament, han er latterligt overbeskyttende, han vælger at blive ved Bella trods faren, hans kærlighed til Bella ødelægger ham på mange måder og så har han modsat Rosalie og Carlisle - dræbt rigtig mange mennesker før han indså at den 'vegetariske' vampyrlivsstil var den bedste. Han er ikke fejlfri. Det tilføjer selvfølgelig kompleksitet til hans karakter, og normalvis er jeg fortaler for den komplekse fiktionsfigur - men mht. Edward er det den uselviske, kreative, perfekte figur som jeg er mest betaget af. Derfor er den første bog også min absolut ynglings - og den jeg har genlæst flest gange, idet det er her hans gode sider fremstår allertydeligst. Måske har det noget at gøre med selve den faktor at Meyer levendegør den antikke idealskønhed - at hun mikser det ideelle og det virkelige, for hvad står så tilbage? Det ideelle kan vel ikke forblive ideelt, hvis man mikser det med noget realistisk?
"I could never quite mimic the flow of his perfect, formal articulation.
It was something that could only be picked up in an earlier century."
De fine papirklips-kreaværker er af Peter Callesen - en usandsynlig dygtig dansk kunstner.
No comments:
Post a Comment