I will REIGN chaos! Even if it hurts myself...
...if bitcoin takes over we're all in a WORLD of hell..
Defeat can still be profitable.
lørdag den 30. marts 2019
torsdag den 21. marts 2019
At male og arbejde med kunst i det hele taget er en lang meditation
I know what you mean about wishing somebody wasn't there, though.
It's just usually it's myself that I wish I could get away from.
Seriously, think about this. I have never been
anywhere that I haven't been.
There are faces, there are smiles,
so many teeth, too many arms and legs
And eyes and flashing buttons all around me
Do you know what I keep in here?
Absolutely everything!
Line 'em up all down!
Richard regarded his solitude as something sacred...
Why do I lie awake at night
and worry?
...his immobility teeming with movment..
Michael Kvium - Fyens Stiftstidende
Before Sunrise
Count to Ten - Tina Dickow
The Journey to the Center of the TARDIS - Doctor Who
The Pacific
Paper Man
Quora.com
An Absolutely Remarkable Thing - Hank Green
tirsdag den 19. marts 2019
Kvium om Malearbejde
At male og arbejde med kunst i det hele taget er en lang meditation, mener Michael Kvium.
- Man skal hele tiden være opmærksom på, hvor man er henne, hvad man laver, og hvilke tanker,
det sætter i gang. Ellers ville man altid bare arbejde en til en, og så ville der ikke komme nogen
udvikling, siger han.
- Et billede rummer en hel masse muligheder. Hver eneste gang man har malet rød, kunne det have været grønt. Det kunne også have været gult. De tanker ligger på alle niveauer i et billede.
Kunst er en forenkling. Man skal begrænse sig og slå rigtigt ned, siger Michael Kvium.
- Jeg snakkede engang med en opdagelsesrejsende, der havde gået til Nordpolen og gået til Sydpolen og besteget Mount Everest, og han havde det ligesom mig: Når man endelig når sit mål, er det den helt store nedtur. Man kravler ned af bjerget, eller man står og kigger på en udstilling, og tænker, var det det? Det eneste, man har tilbage efter en stor udstilling, er alt det, man kunne have gjort anderledes. Det er forbandelsen som kunstner. Det er også drivkraften til at kaste sig ind i værkstedet og ud i tanken igen, siger han.
- Nogle dage kan være meget virtuose, og der kan være dage, der bestemt ikke er.
Så er det bedre at vaske pensler. Det behøver man ikke meget virtuositet til, siger Michael Kvium
"KVIUM: OM BLINDHED, BEGRÆNSNINGER OG BRUDTE REGLER"
(Fyens Stiftstidende, Marts 2017)
- Man skal hele tiden være opmærksom på, hvor man er henne, hvad man laver, og hvilke tanker,
det sætter i gang. Ellers ville man altid bare arbejde en til en, og så ville der ikke komme nogen
udvikling, siger han.
- Et billede rummer en hel masse muligheder. Hver eneste gang man har malet rød, kunne det have været grønt. Det kunne også have været gult. De tanker ligger på alle niveauer i et billede.
Kunst er en forenkling. Man skal begrænse sig og slå rigtigt ned, siger Michael Kvium.
- Nogle dage kan være meget virtuose, og der kan være dage, der bestemt ikke er.
Så er det bedre at vaske pensler. Det behøver man ikke meget virtuositet til, siger Michael Kvium
"KVIUM: OM BLINDHED, BEGRÆNSNINGER OG BRUDTE REGLER"
(Fyens Stiftstidende, Marts 2017)
lørdag den 9. marts 2019
Smugkig på ansøgningsværker #2
"Umm"
"Vacant"
"I Know Myself"
"Kind?"
Nr 2 ansøgningsdeadline er blevet mødt og de her fire værker (eller de færdige versioner af de her
4 værker) er blevet sendt ind sammen med to Kbh-værker. De her fire har jeg lavet i løbet af februar.
Og kunstakademiet in question ligger i STOCKHOLM! Vildt spændende (:
onsdag den 6. marts 2019
The pressure is huge because they're big boots to fill. And for me there's been 12 pairs of boots. That's a lot of boots!
Nobody ever encouraged me in this business. I encouraged myself.
I was a very dull and shy child.
I was the last person you would expect to be a success in this business.
I was the last person you would expect to be a success in this business.
But I always felt if I kept going something would happen.
But I even surprised myself at times.
When I was doing ensemble theater and comedy work, I felt I had some talents.
But when I started doing my shows in Berkeley
and found that I could be funny on my own,
I was shocked.
You put someone talking in front of me, and I cannot engage with that.
I think that's why I'm an actor; if I can physically be in it, I get it.
I loved that she had every emotion under the sun every five minutes.
That's an actor's dream.
She's spoiled, grieving, sensitive and cruel.
She's spoiled, grieving, sensitive and cruel.
They'll let me play a gray-bearded wizard,
but they still wouldn't cast a young gay actor
- who was out - in a straight romantic lead.
- who was out - in a straight romantic lead.
1. Whoopi Goldberg
2. Jodie Whittaker
3. Olivia Colman
4. Ian McKellen
(the quotes are taken from IMDB, but the actors I specifically picked
as they've all been on David Tennant's new podcast!)
:)
mandag den 4. marts 2019
Værkproduktion - Min Kreative Proces
Kreative processer kan være ulækkert frustrerende - men når alting falder på plads eller man pludselig oplever at man er i 'flow' er det det allerbedste i hele verden!
Personligt kender jeg ikke nogen bedre følelse...
Men for helvede og satan er det svært at nå liige præcis dertil!
Der er 3747384723 forskellige måder at være KREATIV på (tegning, guitarspil, ballet osv.) - og indenfor hvert område er der 3747384723++++ forskellige slags kreative PROCESSER, som man
nødvendigvis må gennemgå for at kunne stå med et færdigt produkt.
I løbet af de sidste to måneder har jeg lært en hel del vedrørende min egen kreative proces. Det er ikke altid den 100% samme proces jeg går igennem med ALLE mine værker - overhovedet ikke!
Men der er helt klart et slags mønster, der går igen: En rækkefølge af stadier/ aktiviter der virker til
at være den samme (mere eller mindre) - fx har jeg overbevist mig selv om, at mine værker skal handle om noget, der er vedkommende, noget der betyder noget for mig. Og her er MIG vigtigt. Det er umuligt at lave noget, der fremstår vedkommende for ALLE MENNESKER. Så det har jeg allerede droppet på forhånd.
Men det er vigtigt at det betyder noget for mig, at det er vedkommende og relevant for mig liige nu og her - præcis hvor jeg er i mit liv lige nu. Der skal altså være et solidt fundament, eller CONTENT som de gode youtubers konstant søger! Man skal kunne pille alle de æstetisk-bestemte lag af: Alle farverne og formerne, hele strukturen, egentlig skal man kunne se bort fra det (typisk) fysiske produkt - og bare have en samtale om den idé eller det emne jeg har bygget mit værk op omkring.
Så jeg starter typisk med den vedkommende idé - den verdensomspændende og hyperrelevante idé!
Og så arbejder jeg mig hen imod det fysiske udtryk og begynder at overveje, hvordan man på en interessant måde kan give udtryk for denne her forrygende idé.
Lige siden jeg sendte mine KBH-værker afsted, har mit hoved været FYLDT med forrygende ideer - overproppet! Hvilket egentlig burde være et luksusproblem, da det omvendte absolut er forfærdeligt.
Men hele februar har været mere eller mindre FRUSTRERENDE, da jeg pludselig med mine tre KBH-værker havde lagt et vist niveau uden helt at være klar over det. Et niveau jeg så pludselig skulle til at kunne opnå/møde med mine Stockholm-værker - og jo egentlig ikke bare møde, men fuckn SLÅ! Jeg erfarede hurtigt, at det jeg havde gang i var DEN SVÆRE TO'ER. Og så blev det først rigtig udfordrende.
Problemet med mit overproppet hoved var, at jeg først ville tænke 'YES, DET ER EN GOD IDÉ" lige idet ideen poppet frem og så kunne jeg være høj på det i et stykke tid. Lige indtil jeg så begyndte at arbejde med ideen, sådan rigtigt arbejde med ideen!
Det var ikke som sådan et indledende problem ala 'hvordan komponerer jeg det her billede?' altså overvejelser vedr. komposition. Nej den del gik egentlig meget hurtigt - det var mere det, der kom bagefter. Altså at stå overfor det billede, der i løbet af 0,5 havde forvandlet sig fra en sløset skitse i en notesbog til et 80x80 cm motiv - sort på hvidt eller lysegrønt på pink eller hvad nu -
og så tænke 'mmmmmhja og hva så?'
Det var som om den lysende idé pludselig havde forvandlet sig til en fuldstændig ligegyldig idé,
visualiseret på en fuldstændig ligegyldig måde. Det var en flad følelse, en grænseløst frustrerende flad følelse. Og det værste af det hele var, at jeg ikke kunne sætte min finger på, hvad der var gået galt. Så jeg fortsatte bare med at producere elendige værker i en lang strøm. Ajajajaj!
Men så en dag gik det op for mig - heldig-fuckn-vis!
Fordi mine forventninger til Stockholm-værkerne var skyhøje havde jeg rystede mig selv helt ud
af min egen skal, og jeg havde dermed mistede min indre ro samt hele den bunke af erfaring jeg fuckn lige havde fået med mig via min intense 10 dages KBH-proces.
Så i stedet for at trække på min SUPER brugbare KBH-erfaring, begyndte jeg bare at speede min kreative proces op!
Jeg tror det må være noget med, at pres skaber panik som medfører stress. Hvilket IKKE gjorde noget
godt for min kreative proces. Idet jeg fik speedede min proces op, tog jeg altså alle kritik-vurderings stadier væk. Der var pludselig ikke plads til at genoverveje eller fjerne delementer, der ved nærmere eftertragtning ikke fungerede så godt - og der var heller ikke rum for mere dybdegående problemer - der ved at blive identificeret og bearbejdet typisk kan løfte værkers kvalitet betydeligt. Det er i hvert fald min erfaring. Med andre ord havde jeg fjernet det ALLERVIGTIGSTE stadie i min kreativ proces - uden selv at vide af det.
Så det er jeg faktisk ret glad for at jeg opdaget.
Personligt kender jeg ikke nogen bedre følelse...
Men for helvede og satan er det svært at nå liige præcis dertil!
Der er 3747384723 forskellige måder at være KREATIV på (tegning, guitarspil, ballet osv.) - og indenfor hvert område er der 3747384723++++ forskellige slags kreative PROCESSER, som man
nødvendigvis må gennemgå for at kunne stå med et færdigt produkt.
I løbet af de sidste to måneder har jeg lært en hel del vedrørende min egen kreative proces. Det er ikke altid den 100% samme proces jeg går igennem med ALLE mine værker - overhovedet ikke!
Men der er helt klart et slags mønster, der går igen: En rækkefølge af stadier/ aktiviter der virker til
at være den samme (mere eller mindre) - fx har jeg overbevist mig selv om, at mine værker skal handle om noget, der er vedkommende, noget der betyder noget for mig. Og her er MIG vigtigt. Det er umuligt at lave noget, der fremstår vedkommende for ALLE MENNESKER. Så det har jeg allerede droppet på forhånd.
Men det er vigtigt at det betyder noget for mig, at det er vedkommende og relevant for mig liige nu og her - præcis hvor jeg er i mit liv lige nu. Der skal altså være et solidt fundament, eller CONTENT som de gode youtubers konstant søger! Man skal kunne pille alle de æstetisk-bestemte lag af: Alle farverne og formerne, hele strukturen, egentlig skal man kunne se bort fra det (typisk) fysiske produkt - og bare have en samtale om den idé eller det emne jeg har bygget mit værk op omkring.
Så jeg starter typisk med den vedkommende idé - den verdensomspændende og hyperrelevante idé!
Og så arbejder jeg mig hen imod det fysiske udtryk og begynder at overveje, hvordan man på en interessant måde kan give udtryk for denne her forrygende idé.
Lige siden jeg sendte mine KBH-værker afsted, har mit hoved været FYLDT med forrygende ideer - overproppet! Hvilket egentlig burde være et luksusproblem, da det omvendte absolut er forfærdeligt.
Men hele februar har været mere eller mindre FRUSTRERENDE, da jeg pludselig med mine tre KBH-værker havde lagt et vist niveau uden helt at være klar over det. Et niveau jeg så pludselig skulle til at kunne opnå/møde med mine Stockholm-værker - og jo egentlig ikke bare møde, men fuckn SLÅ! Jeg erfarede hurtigt, at det jeg havde gang i var DEN SVÆRE TO'ER. Og så blev det først rigtig udfordrende.
Problemet med mit overproppet hoved var, at jeg først ville tænke 'YES, DET ER EN GOD IDÉ" lige idet ideen poppet frem og så kunne jeg være høj på det i et stykke tid. Lige indtil jeg så begyndte at arbejde med ideen, sådan rigtigt arbejde med ideen!
Det var ikke som sådan et indledende problem ala 'hvordan komponerer jeg det her billede?' altså overvejelser vedr. komposition. Nej den del gik egentlig meget hurtigt - det var mere det, der kom bagefter. Altså at stå overfor det billede, der i løbet af 0,5 havde forvandlet sig fra en sløset skitse i en notesbog til et 80x80 cm motiv - sort på hvidt eller lysegrønt på pink eller hvad nu -
og så tænke 'mmmmmhja og hva så?'
Det var som om den lysende idé pludselig havde forvandlet sig til en fuldstændig ligegyldig idé,
visualiseret på en fuldstændig ligegyldig måde. Det var en flad følelse, en grænseløst frustrerende flad følelse. Og det værste af det hele var, at jeg ikke kunne sætte min finger på, hvad der var gået galt. Så jeg fortsatte bare med at producere elendige værker i en lang strøm. Ajajajaj!
Men så en dag gik det op for mig - heldig-fuckn-vis!
Fordi mine forventninger til Stockholm-værkerne var skyhøje havde jeg rystede mig selv helt ud
af min egen skal, og jeg havde dermed mistede min indre ro samt hele den bunke af erfaring jeg fuckn lige havde fået med mig via min intense 10 dages KBH-proces.
Så i stedet for at trække på min SUPER brugbare KBH-erfaring, begyndte jeg bare at speede min kreative proces op!
Jeg tror det må være noget med, at pres skaber panik som medfører stress. Hvilket IKKE gjorde noget
godt for min kreative proces. Idet jeg fik speedede min proces op, tog jeg altså alle kritik-vurderings stadier væk. Der var pludselig ikke plads til at genoverveje eller fjerne delementer, der ved nærmere eftertragtning ikke fungerede så godt - og der var heller ikke rum for mere dybdegående problemer - der ved at blive identificeret og bearbejdet typisk kan løfte værkers kvalitet betydeligt. Det er i hvert fald min erfaring. Med andre ord havde jeg fjernet det ALLERVIGTIGSTE stadie i min kreativ proces - uden selv at vide af det.
Så det er jeg faktisk ret glad for at jeg opdaget.
søndag den 3. marts 2019
Sadly, I just think that I was disgusting today
(...) I look idiotic with my limbs all knotted, it don't feel right
But they love you
Over and over
They love you
Over and over
They love you
And in the end will I feel proud
That I grit my teeth, and followed the damn crowd
Will I have grown a little empire
Or made a fucking mess
That I grit my teeth, and followed the damn crowd
Will I have grown a little empire
Or made a fucking mess
(...) here I am with arms unfolding
I guess it isn‘t quite the end
I guess it isn‘t quite the end
We shout in our heads, "Are you still in there?"
DODIE - NEW EP 'HUMAN':
If I'm Being Honest x2
Burned Out
Not What I Meant
Arms Unfolding
Monster
fredag den 1. marts 2019
I think Draco would be very gifted in Occlumency
J: Okay, yeah, let’s talk about Draco.
M: He was utterly fascinating in this book.
J: Well, I’m glad you think so, because I enjoyed this one.
Draco did a lot of growing up in this book as well.
I had an interesting discussion, I thought, with my editor Emma, about Draco. She said to me, “So Malfoy can do Occlumency,” which obviously Harry never mastered and has now pretty much given up on doing, or attempting. And she was querying this and wondering whether he should be as good as it, but I think Draco would be very gifted in Occlumency, unlike Harry.
Harry’s problem with it was always that his emotions were too near the surface and that he is in some ways too damaged. But he’s also very in touch with his feelings about what’s happened to him. He’s not repressed, he’s quite honest about facing them, and he couldn’t suppress them, he couldn’t suppress these memories.
But I thought of Draco as someone who is very capable of compartmentalizing his life and his emotions, and always has done. So he’s shut down his pity, enabling him to bully effectively.
He’s shut down compassion. How else would you become a Death Eater? So he suppresses virtually all of the good side of himself. But then he’s playing with the big boys, as the phrase has it, and suddenly, having talked the talk he’s asked to walk it for the first time and it is absolutely terrifying.
And I think that that is an accurate depiction of how some people fall into that kind of way of life, and they realize what they’re in for.
I felt sorry for Draco. Well, I’ve always known this was coming for Draco, obviously, however nasty he was. Harry is correct in believing that Draco would not have killed Dumbledore, which I think is clear when he starts to lower his wand, when the matter is taken out of his hands
MUGGLENET.COM - INTERVIEW WITH JO ROWLING (2005, EDINBURGH).
Thanks to the brilliant Melissa and Emerson!
M: He was utterly fascinating in this book.
'King of the Underworld' (parafrase) - Asger Jorn
J: Well, I’m glad you think so, because I enjoyed this one.
Draco did a lot of growing up in this book as well.
I had an interesting discussion, I thought, with my editor Emma, about Draco. She said to me, “So Malfoy can do Occlumency,” which obviously Harry never mastered and has now pretty much given up on doing, or attempting. And she was querying this and wondering whether he should be as good as it, but I think Draco would be very gifted in Occlumency, unlike Harry.
Harry’s problem with it was always that his emotions were too near the surface and that he is in some ways too damaged. But he’s also very in touch with his feelings about what’s happened to him. He’s not repressed, he’s quite honest about facing them, and he couldn’t suppress them, he couldn’t suppress these memories.
But I thought of Draco as someone who is very capable of compartmentalizing his life and his emotions, and always has done. So he’s shut down his pity, enabling him to bully effectively.
He’s shut down compassion. How else would you become a Death Eater? So he suppresses virtually all of the good side of himself. But then he’s playing with the big boys, as the phrase has it, and suddenly, having talked the talk he’s asked to walk it for the first time and it is absolutely terrifying.
And I think that that is an accurate depiction of how some people fall into that kind of way of life, and they realize what they’re in for.
I felt sorry for Draco. Well, I’ve always known this was coming for Draco, obviously, however nasty he was. Harry is correct in believing that Draco would not have killed Dumbledore, which I think is clear when he starts to lower his wand, when the matter is taken out of his hands
MUGGLENET.COM - INTERVIEW WITH JO ROWLING (2005, EDINBURGH).
Thanks to the brilliant Melissa and Emerson!
Abonner på:
Opslag (Atom)