In Flanders (...) they paint stuffs and masonry, the green grass of the fields, the shadow of trees, and rivers and bridges, which they call landscapes, with many figures on this side and many figures on that. And all this, though it pleases some persons, is done without reason or art, without symmetry or proportion, without skilful choice or boldness and, finally, without substance or vigour.
(Francisco de Hollanda// Svetlana Alpers' The Art of Describing)
Jeg kan huske på første semester - da jeg var fyldt af forventninger og ideer om, hvad det betød at være universitetsstuderende - at jeg skulle til at læse en farlig masse svære tekster og have styr på alle mulige elementer når jeg på et tidspunkt skulle til min første eksamen.
Hvad jeg ikke havde forventede mht. de her svære tekster - var den grad af subjektivitet der var sprøjtede ind i dem - ikke dem allesammen overhovedet, men eftersom vi starede fra starten (altså kunst i antikken) og derfra ville bevæge os opad i historien, var det særligt de her meget gamle tekster jeg kunne finde ekstra sjove at læse.. der var noget meget underholdende ved at finde så ekspressive holdninger i akademiske tekster. Det havde jeg slet ikke lige forventede at støde på.
Særligt eftersom nogle af de her såkaldte 'holdninger' (udtalelser) er meget kritiske - et par stykker af de her kunsthistorikere går direkte i flæsket på hinanden. Jeg var helt målløs de første par gange jeg stødte på dem i de her tekster. Samtidig med at jeg fandt det fuldstændigt absurd at man kan lave sådanne nogle absolutte sandheder om kunsten, fandt jeg det helt utrolig underholdende at jeg mit i min koncentrede læsning, kunne støde på sådanne nogle her udtalelser... og så var det egentlig også lidt distraherende.
Oveni det absurde og humoristiske - er der også noget lidt fascinerende ved det synes jeg. Altså det at man har valgt at bruge sådan nogle tekster i oplæringen af de sprudlende nye kunsthistoriestuderende (som jo er 'fremtidens' kunstformidlere in progress). Man har vurderet at teksterne har en vis akademisk værdi, trods de her udtalelser (eller måske netop pga dem?) det er da lidt fascinerende.
Alberti og Vasari iblandt mange andre er (ifølge mine undervisere og mit pensum) essentielle kunsthistorikere - i den forstand at de agerer som nøglefigurer for den holdning eller det perspektiv man havde på kunsten i den historike periode de skriver i og om - ja vel repræsentative for det perspektiv (til en vis grad). Det er muligt at de kunne konstruerer og bevidst inkluderer de her vilde udtalelser... men altså man har vel skrevet kunsthistorie på meget forskellig vis opigennem historien.
Så vidt jeg ved bliver J.J. Winckelmann betragtet som den første rigtige kunsthistoriker - her er vi godt nok helt oppe i 1700-tallet, mens Alberti og Vasari hører renæssancen til - men altså Winckelmann var også meeget subjektiv i hans skrivning! Han var megafan af antikken og den antikke kunst, der i hans øjne var udtryk for en vis tænkning og styreform som han
personligt var stor tilhænger af - og det giver hans tekster også udtryk for. Det var dog derfor han kunne ses i det akademiske lys, fordi han var en af de første til at sætte kunsten sammen med samfundet - altså at betragte kunsten som udtryk for samfundet/ dens samtid. Og dét er et perspektiv jeg da synes jeg er blevet oplært i! Og som derfor stadig er gældende. Det er dog ikke den eneste sandhed! Der er mange forskellige måder at sætte samfundet og kunsten sammen på - og at betragte kunstens rolle på generelt set: og hvordan og hvorfor den har udviklet sig som den har opigennem tiden og det.
Selvfølgelig har man sorteret den subjektive skrivestil/ tradition fra, for dermed at hente information via valide litterære kilder og altså IKKE skrive udfra sit eget begrænset og stærkt-farvet perspektiv.
Men altså ja kunsten er som sagt blevet betragtede fra maaange forskellige vinkler helt fra tiders morgen og så til i dag. Så måske er det ikke så underligt at eksempelvis Alberti fandt det nødvendigt at skrive om malerkunsten som var det en guddommelig beskæftigelse?
Men det er i hvert fald derfor at jeg har valgt at medbringe de her citater! Det er nogle finurlige nogle - absurde og finurlige på samme tid! Måske skal man have læst teksterne fuldstændigt og have lidt viden om den kontekst de indgår i? Mmh jeg ved det ikke. Men jeg håber at en lille viden
om den akademiske tradition og måde er nok til at sætte citaterne i et finurligt lys! Jeg har virkelig tænkt at jeg måtte gøre noget med dem, lige siden jeg stødte på den første udtalelse for 2 års tid siden. Men altså hvordan kan man forvandle udsnit fra akademiske tekster til kreative udfoldelser?
Til poetiske udtryk? Til en gudernes videnskab? :D Jeg kunne ikke helt finde en indgangsvinkel.
Jeg ville gerne have flere at de stærkt kritiske citater med, men det ville kræve en mere ekstensiv gennemlæsning af alle mulige tekster jeg har tæskede igennem. I stedet har jeg miksede lidt ekspressiv kritik med lidt ekspressiv subjektivitet.
Fresco'en er af Masaccio (The Holy Trinity). Jeg er stærkt optaget af kompositionen og hans leg med perspektiv, hvilket værket også er meget kendt for. Masaccio var en af de store renæssance 'genier'.
Tegningen tænker jeg lidt som en humoristisk parafrase eller tolkning af et af de her kunstneriske geniers værker -- den tilføjer lidt billedlig ironi eller noget? Måske kan den give udtryk for det underholdende og absurde ved citater ved selv at virke både underholdende og absurde - idet en genistreg forvandles til en simpel amatør tegning... altså det ville de her skønne kunsthistorikere jo nok have sagt. Måske er den i virkeligheden på et okay moderne-kunst niveau - og altså ikke helt så børnetegningsagtige som jeg nogle gange tænker - OG måske er det hele pointen, at den måde de er skildret på refererer til den samtidskunst, hvor den håndværksmæssige dygtighed ikke altid er i centrum! Hey se hvor tingene falder på plads!
I den henseende kan tegningen faktisk måske endda virke ret charmerende præcis grundet deres barnesinds-renhedsmentalitet? Mhh det er faktisk ret irrelevant i denne her kontekst.
Sålænge citaterne kan læses med mere end et informativt blik, så er jeg nået i mål.
Citat #2: Leon Battista Alberti (Om Billedkunsten)
Citat #3: Arthur K. Wheelock (nulevende kunsthistoriker, ikke pensumteoretiker):
Vermeer And The Art of Painting
Citat #4: Alberti (samme tekst): selvfølgelig skrev han ikke 'sing' men 'sind' - min fejl.
No comments:
Post a Comment