3 Seconds of Bliss / 7 Years of Misery

Da jeg gik i 8. klasse skrev jeg denne her meget mørke, katastrofe-agtige historie - ikke som en skoleopgave eller overhovedet skole-relateret, men bare fordi jeg var glad for at skrive mine egne historier - opfinde karakterer og egentlig bare skrive. Jeg var superdårlig til at afslutte og færdiggøre mine skriblerier, men jeg havde mange halvfærdige ideer - karaktererne var altid sjovest at lave.. Plottet var knap så sjovt at finde på, hvorfor jeg formentlig altid gik i stå. Oveni historierne ville jeg nogle gange lave små tegninger til, primært tegninger af mine nyopfundet karakterer - dels for rigtigt at kunne visualisere dem, mens jeg skrev - men nok også fordi jeg altid har været bedre til at fortælle historier gennem billeder. Men den skriblende-skrivende lyst blev aldrig kvalt i mængden af billeder jeg har produceret gennem årene - og den findes stadig.

Den mørke katastrofe-fortælling var (som alle de andre) helt forfærdeligt stykket sammen! Jeg var jo en ung, uerfaren (ikke at det har ændret sig) lille teenager, der var opslugt af mørke tanker og fortællinger i en periode - fx var jeg meget optaget af Evanescence - godt solidt emo-band. Jeg kunne sikkert stadig i dag hører en af deres/hendes (?) sange uden at gå helt i cringe-mode, men vi er helt sikkert over i emo-genren - fuld skrue på alting her, særligt sangteksterne og hendes meget særlige stemme. Jeg var også glad for One Tree Hill i en periode, en amerikansk teenageserie, der egentlig ikke er sådan foralvor mørk, men usandsynligt dramatisk - ala Beverly Hills.

Men i hvert fald handlede denne her fortælling om en pige, der bor og assisterer på et børnehjem. Den unge pige er omkring de 18 år og allerede ved fortællingens start brænder børnehjemmet, hvilket sætter pigen i en heroisk position idet hun desperat forsøger at redde så mange børn hun kan (og ansatte selvfølgelig, men mest børn) - før flammerne rigtigt tager fat. Med et barn i hver hånd og en på ryggen (?) løber hun ud af den brændende bygning, og efterlader børnene et sikkert sted, hvorefter hun løber ind i bygning igen, da hun hørte et velkendt skrig på vejen ud - i sit ihærdige forsøg på at redde den velkendte stemme, står hun indenfor rækkevidde idet bygningen eksploderer - MEN hun oplever eksplosionen, men mister synet. Senere hører man lidt mere om hendes fortid, hvordan hendes far kom i fængsel og hendes mor mistede grebet, hvorefter hun løb hjemmefra - og fandt børnehjemmet. Man hører også om, hvordan hun vågner op på et hospital og bestemt mener at børnene hun reddet er i hendes varetægt, hvorfor hun sætter ud for at finde dem - idet ambulancefolket ikke fandt nogle børn på gerningsstedet (eller det). DAM DAM DAAM! Yes den er pumpet med drama og ulykker, hvorfor jeg besluttede mig for at kalde den "Seven Years of Misery" (og den ville involverer at pigen som lille havde knust et spejl, og var dermed blevet ramt af 7 års ulykke - hence farens fængsling, morens alkoholisme, morens død, det brændende børnehjem samt eksplosionen, hendes mistede syn, børnene der mistros for at være kidnappet - hvilket de viser sig ikke at være senere, men alligevel - og så videre og så videre!)
-- En anden rimelig essentiel pointe er at historien her var min første engelsk-skrevet historie. Det var derfor også en mulighed for at eksperimentere med det engelske sprog, og bruge ord og vendinger jeg vilde hente fra tv-serier/film/musik/engelsktimerne/osv. - Og jeg husker at jeg var meget stolt over den i det stykke tid.

Da jeg åbnede dokumentet her for et par år siden, var jeg selvfølgelig ved at dø af cringy-cringeness! Så god til engelsk var jeg jo så heller ikke - muligvis nok til at score 10-taller, men ikke på forfatter-niveau.

Her for lidt siden er jeg så begyndt at omskrive fortællingen på en lidt firnurlig måde - jeg tænkte at der var meget stof/ meget materiale at arbejde med, hvorfor jeg ikke helt kunne lade vær. Plottet og de vendinger jeg havde brugt var yderst forfærdelige! (jeg har stadig den originale version, den er lækker at kigge i) - Men det var alligevel en sammenhængende fortælling, hvorfor jeg tog noget af den og skrev den omvendte historie, ord for ord vendte jeg fortællingen om - så hver vending ville signalere det modsatte af, hvad den originale vending signalerede.
-- Jeg lærte metoden af en digter på et ungdomskunsthold - det var en metode han brugte til at åbne op for nye muligheder, ny inspiration der kunne tilføje noget 'andet' til de digte han skrev, hvis han fx oplevede skriveblokade eller gik for meget i den samme forventningsfulde retning.

Metoden består i at tage hvert enkelt ord i den tekst du har produceret - og på et nyt papir skrive det omvendte ord (ordets antonym), og gå igennem alle ordene i teksten på denne måde. Tilsidst har man et tekst der overhovedet ikke hænger sammen, hvorfor man må arbejde med at gøre sætningerne i hvert fald grammatisk korrekte. Med denne nye (omvendte) tekst, kan man sætte de to tekster overfor hinanden og evt. blande enkeltdele, så en helt tredje tekst opstår!

Når man så er sådan en som mig, så finder man volapykken usandssynlig inspirerende! Og vil hellere arbejde med alle de tomme pladser og ukendte, der opstår i en sådan tekst - nye sammenhænge opstår, logikken forsvinder, nye billeder og historier kommer til syne - alt er lige pludselig spændende igen! Og det samme skete der med min katastrofefortælling! Jeg havde pludselig skabt et helt nyt univers!

Her er lidt fra den nyligt producerede tekst (de sidste tilføjelser er blevet gjort tidligere i dag, men det meste er skrevet for et årstid siden, og er siden blevet rettet et par gange - forsigtigt, for ikke at fjerne magien) + tegninger :

Her arm is not perfectly fine, but her stomach is okay
She does not make it to the window, as nothing seems to be happending outside 
There is a girl - wide-awake - leaning against the wall
She is thinking of everything as she slowly tip-toes out of the ice

The elderly man will not stop laughing
Living machines are out of sight
Ready, wide awake and smelling of soap, she is not to been seen at a window 
She contines the tip-toeing
She is always tip-toeing in order to risk her death
It is comforting
She embraces the fear

A long while before she starts searching for 'a risky whereabout',

she sees an unrecognisable pair of eyes.

Her machinery turns away from this pair of eyes,

as she is not going to risk anything on a pair of eyes.

She then goes off in the opposite direction,

and are just about weak enough to refuse the Machinery on the ice.
She gives her hair a purposeful shake, but nothing remains of the blue

and her ears are well-functioning due to the non-utilization.
She opens the found object, in order to forget about the pair of eyes.

She is far away from a living machine.
She tip-toes away from the front-row window, but just out of sync she looses sight of the machine,

as it disappears behind the family-friendly house nearby.
She then stands up straight as if reaching for the heavens.

This she does in a very carefully controlled manner.

Four seconds prior to this, she falls asleep,

none of the nerves in her machinery freed of the pain it is causing her.
And her ears are definitely 'tuned in'.
She quickly scans the place beside the elderly man.

They are at a far distance.
She tip-toes around

definitely able to see, despite the brightness 

when a vivid flash of a happy boy fades away into the distance.
She then continues the tip-toeing,

more conscious of her own whereabouts, than she's ever been.
She had been anticipating this moment.

But nothing turns white.

(...)

It is nothing like sitting near two silent royalists

This is how low a thumping sound is whispering outside of my head.
Laughters are laughing, when the thumping sound finally starts.

She does not manage to make out a beginning to the word.

Most likely not an entertainer.
But no pairs of swooshing moments are running towards her.
She does not find that an entertainer has been here to refuse to communicate with her

about the source of the thumping sound.

And at a different time her thoughts shrinks into a bigger and bigger mess of things,

It cannot be pain-enhancing pills he gave her.