Barndomsgenkaldende tekstkunst på stof

De nyeste kreationer! Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal kalde dem -- barndomsgenkaldende-tekstkunst-på-stof ? Jeg har leget med nogle gamle trøjer/bluser/stykker stof og garn.

Det startede egentlig med at jeg havde de her to tomme hvide lærreder - præcis samme størrelse, og begge med mange små forstyrrende huller - da min far brugte dem som opslagstavler (opfindsomt!). Jeg tror faktisk godt jeg kan give ham lidt kreative credits for loosely at have inspireret den teknik, jeg udviklede i min udvikling af ovenstående skønheder.
Man kan ikke se det på billederne ovenover, men jeg alt stoffet er sat på lærrederne med nåle - noget af staset, der er sat på ovenpå fladen er med knappenåle, men det meste af stoffet af sat på med de her små, korte, flade nåle = tegnestifter! (kan ses på billederne nedenunder).
Jeg blev helt glad i mig selv, da jeg fandt ud af hvor effektive de var til formålet! Hvorfor søren har jeg tænkt på det noget før? Selvfølgelig giver det lidt et farvestrålende-barnligt look med de meget farverige (og synlige) nåle, men som en erstatning for al den larm og postyr, der altid er når lærredsstof skal hæftes på en træramme.. Ajmen, jeg er faktisk ikke særlig stor fan.
Der var selvfølgelig lærredsstof på de her, men jeg har i en lang periode været glad for at hæfte endnu et lag stof på (med allerede optegnet tekst eller tegninger - eller bare fordi jeg ikke havde tænkt mig at male med akryl på lærredet). Så her har jeg igen gang på gang været aktiv med hæftehæftning! SÅ da nåle-teknikken viste sig at funke helt udmærket - ja, da var jeg rimelig glad - og følte mig lidt genial for at have opfundet denne her teknik også! (igen halvt credit til min far).


Det "barndomsgenkaldende" element var både et bevidst og lidt ubevidst 'move'. Da jeg satte baggrundsstofstykkerne på (henholdsvis det grå med den sorte skrift og det lillae/gråstribet) med de her farverige nåle, kunne jeg med det samme se, at det var derhen jeg stilistisk var på vej hen. Det var et barnligt udtryk allerede der -- og med de farverige stykker stof, blomster, frynser og abstrakte figurer - har jeg bevidst arbejdet under det her 'barnlige' tema. Derudover kan stofs materialitet noget særligt i forhold til taktilitet - følesansen er rigtig meget ind over i forhold til, hvordan vi oplever forskellige stoffer - og den 'evne' kan noget med at fremkalde minder/ at transportere én tilbage til noget der engang var syns jeg. Måske er det bare mig? Det er ikke til at sige. Men måske har det helt og rigtigt noget at gøre med at følesansen er særligt fremtrædende som barn? Som lille kravlende toddler er det jo hænderne og munden, der bruges til at fornemme og sanse omverdens mange objekter og firnurlige ting og sager. Og måske er det her det omvendte der finder sted? At vi netop bliver transporteret tilbage til barndommen via stoffets taktilitet? Hvem ved?

De meget farverige nålehoveder - antallet afhænger af, hvor mange lag stof jeg har proppet på.

 Til de flotte frynser har jeg brugt almindelige knappenåle som kan ses på billederne her. Og så har jeg tilføjet lidt grønt garn som små græsstrå, der vokser op af denne her grå stribe - de er ret nuttede, hvis jeg selv skulle sige det (:

Den sorte skrift på det grå stof er taget fra et Doctor Who afsnit - teksten er 'famously' blevet kaldt for "the pandorica speech", hvilket refererer til afsnittet der hedder "The Pandorica Opens".
Det er egentlig bare en genial 'tale' som doktoren giver til en stor samling af hans alien enemies, hvor han starter med: "HELLO STONEHENGE!" idet de befinder sig på Stonehenge, hvor Pandoricas Box befinder sig nedenunder. Altså ja det er jo et af mine Who-ynglingsafsnit!
OG teksten på det brune stof er fra Harry Potter (selvfølgeligda!) - og er fra den tredje bog, der slutter med at Harry fortæller sin onkel, tante og fætter at hans elskede gudfar er 'the notorious mass murder' Sirius Black! (hvorefter han smiler i hele ansigtet).

Al teksten på det andet billede er fra flere forskellige steder - Den bronze tekst på det lillae stof er (også) fra Doctor Who - en mini-episode der hedder "Good Night", hvor doktoren fortæller Amy Pond at tid faktisk er meget mærkeligt. Det hvide stof med den sorte skrift er (oh yes) også en reference til Doctor Who - det er dog ikke direkte fra tv-serien, men fra et band der hedder Chameleon Circuit (de eksisterer egentlig ikke mere) der kun skriver sange om den britiske sci-fi serie. Sangen hedder "Teenage Rebel" og handler om hvordan doktoren er lidt teenage-rebelsk idet han på Gallifrey stjæler denne her dysfunktionelle tidsmaskine og løber hjemmefra.
Det stribede stof er et minde fra et nytårsaften jeg engang havde med min kære mor, og jeg lavede det her overraskende og højst besynderlige "sociale eksperiment" og klædte mig ud som "Merete".

Og lige et gruppebillede for sjov skyld! Billedet i midten har jeg lavet for laang tid siden - det sorte stof er faktisk hæftede på denne her træplade.. Den sølv tekst er et uddrag fra Katie Meluas sang "Spider's Web" - som starter med: 'if a black man is racist is it okay? If its a white man's racism, then that made him that way - 'cause the bully's the victim they say - by some sense they're all the same'
-- udover at sangen er lækkert sunget og musikalsk lækker er teksten også ret interessant, fordi den forsøger at understrege den kompleksitet, der ligger bag alting/indlejret i alting - og hvordan den vel nogle gange glemmes lidt - og i stedet for at anerkende kompleksiteten, ses verden gennem sort/hvide briller.

YAAAS!