Lidt flere fortolkninger (med tidsfortællingsfigurer)

Picasso: Akrobatpige på kugle (1905)

 

Dali: Brændende giraf (1936-37)

Michelangelo: Cleopatra (1532)

Caravaggio: Medusa (1597)

Polykrom Kore (rekonstruktion af Peplos Kore) - arkaisk figurskildring (antikken)

 Kusama: Dots Obsession (2012 installation?)

Dali: The Anthropomorphic Cabinet (1936)

Leonardo Da Vinci: Den Vitruvianske Mand (1490)

I go zooming around space and time, saving planets, fighting monsters!

Gallifrey - Doctorens fødested/ fødeplanet/ hjemstavn aka 'the planet of the Time Lords'.

Vi er nået til et opslag, der nok var en smule 'inevitable' (uundgåeligt) med de mange referencer til den ultrasuperkendte britiske sci-fi serie DOCTOR WHO - jeg er stor fan og har derfor tænkt mig at dele min kærlighed til serien ved at fortælle lidt om the basics. Da jeg først blev introduceret til den gode serie var både skeptisk og fascineret, men mest af alt forvirret! Når en serie har kørt (næsten uden afbrydelser) siden 1963, hvor søren begynder man henne? Skal man absolut tage den helt fra starten og forsøge at ignorere de ikke helt lækkert udviklede filmteknikker/den halvdårlige kvalitet - sammenlignede med den vi oplever i dag/ de usandsynligt spændende visual effects osv. osv. osv.

Nej, det mener jeg faktisk ikke man behøver - og det mener Steven Moffat heller ikke, der har været headwriter + executive producer i en længere periode, men stopper nuher :((( 

Det helt vildt utrolige ved denne her deejlige serie, er at det egentlig er den samme fortælling, der bliver fortalt igen og igen og igen - hver gang Doctoren skifter ansigt, hver gang en ny companion kommer ombord på the TARDIS (tidsmaskinen forklædt som en 'police telephone box') starter fortællingen forfra - og enhver kæmpefan eelsker at overvære det øjeblik, hvor al magien udfoldes på ny (IGEN!).

Den essentielle fortælling/ plot har været den samme siden '63, derfor behøver man ikke gå tilbage og se de allerførste afsnit (medmindre man er sej, nørdede og har den vildeste lyst til det!).

Personligt har jeg ikke fået taget mig sammen endnu til at gå tilbage til 'the classics', som de bliver omtalt som -- serien holdt en pause fra midt 90'erne op til omkring 2005, og som man nok selv kan gætte sig frem til, bliver de sæsoner af Doctor Who, der hører til det 20. århundrede kaldt for 'the classics'. Jeg har mange gange haft intentioner om at gå tilbage til enkelte afsnit, og har stadig vilde ambitioner herom - men de er ikke helt blevet realiseret endnu - trods deraf vil jeg stadig erklærer mig selv for at være en superfan/ en Whovian om man vil.

Der er derfor ingen grund til at udsætte rejsen ind i det her magiske yderst besynderlige univers!

Grundlæggende handler serien om en mand, der rejser rundt i tid og rum i sin TARDIS (time and relative dimensions in Space - altså et rumskib, der både kan rejse mellem tid og sted). Manden kommer vidt omkring på sine rejser - til helt fjerne galakser, men er meeget glad for Jorden og 'the human race' - på Jorden samler han ofte villige og nysgerrige folk op, som han rejser rundt med i længere perioder, og herigennem viser dem det utrolige kosmos de er en del af. Manden er som førnævnt fra planeten Gallifrey og er hermed en Time Lord, han ligner et menneske (men man kunne som han selv ofte gør sagtens argumentere for, at mennesker imiterer time lords og altså ikke den anden vej rundt.) Time Lords er meget vise folk, der som navnet refererer til er herre over tid - vogter tid kunne man vel sige. De har meeget lange liv, hvilke er bestemt af den mængde regenerations de har fået tildelt (tror jeg nok?) - hvilket er evnen til at kunne regenerer alle celler i kroppen i tilfælde af livstruende fare/ uhelbredelig skade og måske også lidt på kommando?

Det er en af grundene til at serien har kørt så længe: hovedkarakteren kan skifte ansigt og krop - siden serien startede har der været 12 Doctorer (13 hvis man tæller ham, der kortvarigt var med som krigsdoctoren i afsnittet 'Day of the Doctor') - Vi har den 12. doctor pt, der kører sin sidste sæson, hvormed vi kan forvente endnu en ny inkarnation af doctoren.

Andre vigtige pointer: Vores Time Lord er den eneste tilbage af sin race, idet han er den eneste der overlevede 'The Last Great Time War' (hvilket han selv er skyld i - DAM DAM DAM!), han er usandsynligt intelligent når det kommer til alt naturvidenskabeligt og er også usandsynligt vis omkring livet og universet generelt set, han har sans for etik og moral udover alle grænser (som regel) - og kan derfor altid forventes af være den klogeste tilstede i forskellige kritiske situationer.

Han kalder sig selv for The Doctor, det formodes at være et løfte han lavede overfor sig selv (eller med sig selv?) om altid at være klar med en hjælpende hånd/ altid stå til rådighed for de der har brug for det/ osv. -- måske fordi han engang foretog et selvdestruerende valg, der krævede nye og drastiske ændringer ? Men intet er sikkert, udover at ingen kender til Doctors egentlige navn - og når han bliver spurgt svarer han ofte 'uff, farligt spørgsmål' eller 'det vigtige her er at jeg er din bedste chance for at overleve'. Hvilket leder mig hen på den sidste vigtige pointe: med doctorens navn/ løfte bliver han ofte ledt ind i forskelligartede, men altid livstruede/verdensdestruerende situationer, som han altid sætter sig for at løse! Helst med en menneskelig companion ved sin side.

For at give lidt en 'feel' for serien - har jeg udplukket en række citater fra forskellige afsnit, der fortæller lidt mere om vores kære doctor:

Den Skøre Doctor - uforudsigelig:

The Doctor: "I’m going to save Rose Tyler from the middle of the Dalek Fleet. And then I’m going to save the Earth, and then, just to finish off, I’m going to swipe every last stinking Dalek out of the sky!"

Dalek: "But you have no weapons, no defences, no plan."

The Doctor: "Yeah. And doesn’t that scare you to death."

Den Vise Doctor - om krig og grædende børn:

Great men are forged in fire. It is the privilege of lesser men to light the flame, whatever the cost.

Children cry because they want attention, because they’re hurt or afraid. But when they cry silently, it’s because they can’t stop. Any parent knows that.

Doctorens companions - regel nr. 1:

Don’t wander off. Now, I’m not just saying don’t wander off, I mean it. Otherwise you’ll wander off and the next thing you know, somebody’s going to have to start rescuing somebody.

Monstrene der må og SKAL bekæmpes:

There are some corners of the universe which have bred the most terrible things. Things which act against everything that we believe in. They must be fought.

En Time Lords byrde (og særligt denne Time Lord):

I have lived a long life and I have seen a few things. I walked away from the Last Great Time War. I marked the passing of the Time Lords. I saw the birth of the universe and I watched as time ran out, moment by moment, until nothing remained. No time. No space. Just me. I walked in universes where the laws of physics were devised by the mind of a mad man. I’ve watched universes freeze and creations burn. I’ve seen things you wouldn’t believe. I have lost things you will never understand. And I know things. Secrets that must never be told. Knowledge that must never be spoken.

+

Look, three options. One, I let the Star Whale continue in unendurable agony for hundreds more years. Two, I kill everyone on this ship. Three, I murder a beautiful, innocent creature as painlessly as I can. And then I find a new name, because I won’t be the Doctor any more.

Den fredelige Doctor - kærlighed bliver hans undergang:

RIVER: It was never going to be a gun for you, doctor. The man of peace who understands every kind of warfare, except, perhaps, the cruelest.

Doctorens holdning til soldater og militærmænd: 

I sometimes think that military intelligence is a contradiction in terms.

Ikke heelt skarp til det der dating-halløj:

The Doctor: "Your boss, you should ask her out. She likes you… She said that you were a Mister Hottie-ness, and that she would like to go out with you for texting and scones."

Rory: "You really haven’t done this before, have you?"

The Doctor: "No, I haven’t."

I’d better get going. Things to do, worlds to save, swings to swing on.

Hvordan tegner man hænder?

Proportionsforvirring & minus fuldstændigt lige fingre:
Hænder har jeg altid haft det lidt besværligt med. Da jeg startede med at finde ud af, hvordan man tegnede hænder på en realistisk måde - kom de til at ligne gamle menneskers hænder (rynkede og meeget slanke). Og det er vel egentlig fint nok, hvis man tænker at tegne en ældre mand/dame. MEN hvis nu det ikke var sådan det var - var det jo lidt problematisk. Så begyndte jeg for rigtigt at udfordre mig selv at tegne efter min egen hånd (blyant i højre hånd, tegn efter den venstre). Her blev det først rigtig spændende, idet jeg fandt det ustyrligt svært at få proportioneret alting rigtigt og så fingrene til at række ud fra hånden, men ikke som fuldstændigt lige linjer - men heller ikke som firkanter stablet ovenpå hinanden i forskellige størrelser.
Proportionsforvirring og de mærkelige fingre kan ses nedenfor til højre:

Tegningen lige nedenfor her (til venstre) er selvfølgelig ikke helt hyper-realistisk, hvilket heller ikke var meningen (hendes hud er pink jo altså!) - men sådan nogle her hænder skal jo alligevel lidt imitere virkelighedens hænder, man skal kunne se at de er hænder.. Og her er det heller ikke nemt. Det er helt sikkert nemmere end at få de realistiske hænder til at samarbejde, men her er der 374629 måder at gøre det på, der stadig kan overbevise beskueren om at det her er en hånd - i modsætning til den hyper-realitiske hånd. Hvilket kan forvirre og frustrere enhver tegner er jeg sikker på: Hvilken slags hånd ser bedst ud i forlængelse af liiige denne her specifikke arm og krop? Man skal finde stedet mellem at imitere den virkelighedstro hånd og samtidig ikke gøre hånden FOR virkelig, så den næsten kan ses som et separat element fra resten af den tegnede ikke-realistiske krop.

Snyde hænder:
Tegningerne herunder er igen nogle andre hænder. Den til højre er en zoomet version af Gud som arkitekt - den parafrase jeg har taget med i et andet post/opslag. Og den er faktisk lidt snyd, det er begge de her hænder faktisk nu, hvor jeg tænker over det. Jeg har ikke selv 'fundet på' de her hænder eller tegnede efter rigtige hænder i den virkelige verden. Gud som arkitekt er blevet tegnede efter, ikke med papiret direkte ovenpå originalen, men alligevel tegnede efter (som i nært observeret). Hånden til venstre er direkte-direkte tegnede efter, som i at papiret faktisk er gennemsigtigt for dermed at tillade mig at få de rigtige farveflader og overføre dem til et andet papir. Jeg arbejdet med skalaer er - fra kulsort til kridhvid, og forsøgte med tegningen her at finde frem til de forskellige flader. Pointen er dog at hænderne her er anderledes end dem ovenover.

Hvordan tegner man en knyttede hånd?
Hvordan tegner man en hånd, der er knyttet? Og hvorfor mon tommelfingeren er så lille her på tegningen til venstre? Her er lys og skygge skildringen meget vigtig! Og hvordan får man også lige de der rynker i håndfladen med, uden at det ser mærkeligt og gammelmands-hånds-agtigt ud? Og kan neglene på hånden tegnes uden at de ser ud som om at de er klistrede på fingerspidserne?
-- Spændende er det!
OG hvordan tegner man også en hånd, der holder om noget? I det her tilfælde er min go-to hånd, altid denne her version til højre. Jeg forsøger altid at få det objekt, der holdes om til at kunne være noget man kan holde om på denne her måde, bare fordi det er den absolut nemmeste måde at få hånden til at samarbejde på (i mit tilfælde). Ligeså snart jeg fandt teknikken sagde det 'AHA!' inde i mit hoved, og i dag er det altså stadig ligeså genial en teknik, at jeg ikke har overvejet at opsøge en ny.

Parafrase-hænder:
Lidt deception of drawing til højre - det her var en af mine skitser til min endelige malede version med de to robot-lignende hænder (også en del af et parafrase-tematiseret opslag). Hvis det er svært at tegner hænder, hvordan tegner man så hænder, der tegner hinanden? Uden at de bare er kopier af hinanden? (gir det overhovedet meningen?) Men samtidig sådan at de faktisk ser ud som om de tegner noget. og ikke bare vokser ud af papiret som jo også er en del af ideen omkring værket. Jeg tror mit svar var (som det plejer at være) at prøve sig frem og gentagne gange finde ud af, at man virkelig får brug for et godt viskelæder OG virkelig at nærstudere det man tegner efter. Hvis ikke man er på parafrase-bølgen, kan man måske bruge en veninde/ven/søster/bror/bekendt som model og tegne efter deres rigtige hænder ELLER et billede af deres rigtige hænder - og så virkelig nærstudere dét billede. Knoerne her var især svære at få rigtige, hvilket nok er meget tydeligt.. Knoer er stadig et mysterium for mig - hvordan tegner man dem så de ikke ligner runde krøllede, rynkede tingester?
Tegningen til højre er selvfølgelig min farvede version af 'Arnolfinis Trolovelse' af van Eyck.
Her er meningen heldigvis ikke at de skal holde i hånden, men at han har hendes hånd i sin, eftersom de er ved at blive gift/ midt i ceremonien. Her har jeg selvfølgelig også kiggede efter, hvordan Jan van Eyck skildrede de her hænder i sin version/ originalen - og har dermed ikke selv fundet på dem. Men jeg synes egentlig de ligner meget godt rigtige hænder - ikke hyper-realitistiske, men renæssance-van-Eyck-agtige hænder.

Opdel fingrene i tre - Vær glad for dine første forsøg:
Man kan starte med at tegne fingrene som opdelte figurer, for at få proportionerne rigtigt - især fordi fingre som sagt er usandsynligt svære at få helt rigtige, og selvfølgelig fordi at de tre dele ikke er lige store.
Hænderne nedenunder igen er de her allerførste-gangs-gammelmands-hænder. jeg forsøgte at beskrive til at starte med. Dengang havde jeg det meget besværligt med resultatet af de mange forsøg, der kan ses på tegningen: hvordan kunne det nogensinde ligne en rigtig hånd? Men i dag har jeg det egentlig meget fint med den tegning - faktisk synes jeg den er ret fin, netop fordi den ikke er hyper-realistisk, hvilket jeg pt er gået lidt væk fra i min 'tegne-praksis'.

Hvordan mon en hånds skellet ser ud?
- Værsgo her er svaret (:  
Tommelfingeren er måske liige lang nok.
Hvis man nu går efter at tegne bevægelser, håndbevægelser - hvordan mon det så ser ud? Måske nogen ala tegningen nedenunder håndskellet. Det var en tegning, der fandt sted under en bevægelses-skildrings-tegneøvelse, hvor min tegnelærer rigtigt stod model for os tegnere - så det er meget muligt at det faktisk ser sådan her ud. Dog vil jeg sige, at mit fokus ikke var så meget på hånden som på hele kroppen, hvilket måske præger lidt det forrige svar.

Men altså man kan jo næsten kun sige at 'practice makes perfect' - så vennerne bare kom i gang! 

Tidsfortælling - the goodies

De gode mod de onde - the goodies versus the baddies - fortællingen om det gode team mod det onde. Mål: magt > Metode: destruktion/ verdens undergang > Modstander: det modige godtroende, moralske folk af verden. Basismodellen til min halvskitserede fortælling omhandlende et team af onde mismatched enkeltindivider, der forsøger at destruere tiden for at opnå magt. De er vel af den holdning at al form for planlægning/ strukturering/ time management/ osv. er et ødelæggende element, der kun bringer kaos og stress og adr til verden. Igen er det ikke plottet, der er blevet arbejdet med, men karakterne og en visualisering af brudstykker af fortællingen - gennem parafraser mest. Mange af de parafraser jeg inkluderet i en post tidligere, involverer de her karakterer jeg opfandt som en del af denne her tidsfortælling.

Jeg fik en idé om en fortælling, hvor formålet var 'The Destruction Of Time' og hvor personerne i fortællingen ville være nuanceret portrætterede - så de onde ikke var 100% onde og de gode også havde fatale sider af sig selv, der ville komme til udtryk i fortællingen. "Imagine People Complexly" siger John og Hank Green igen og igen og igen og igen! (youtubers) - jeg er stor fan af det motto! Intet er sort og hvidt - generalisering er 9 ud af 10 gange en dårlig idé - alt er nuanceret, alt er komplekst og der er altid mere under overfladen. Jeg tror på, at ved at minde sig selv om denne kompleksitet kan man spare sig selv meget bøvl og måske genoverveje elementer en ekstra gang, for at sikre sig at man ikke kasserer en genial idé eller måske afviser et kompetent og godt menneske - eller omvendt for at sikre sig at man ikke gør folk til helgener (ser dem som perfekte individer), eller ser sig blind på sine egne fejl.

Som en kæmpe af kompleksitet virkede det fristende af skabe de her karakter, der ikke bare ville være meget menneskelige som individer, men som også ville være en miksede samling af individer - der både er introverte, halv-kriminelle, superoptimistiske og nørdede - en god blanding af forskellighed. Det er selvfølgelig ikke første gang man ser en miksede/ nørdede blanding af unge helte, der forsøger at redde verden fra destruktion og undergang. Det er der jo faktisk rimelig mange eksempler på: Spiderman, Ghost Busters vel? , Harry Potter, The Sorcerer's Apprentice, Doctor Who osv.

Så det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er stødt på en genial once-in-a-life-time idé, men altså hvis man kan tilføje ekstra kompleksitet - ekstra meget darkness - hvis man kan sætte dem mere ud af balance måske? Eller måske er jeg bare så stor tilhænger af de slags fortællinger, så jeg tænkte jeg ville tilføje min egen ? Ja, mon ikke det egentlig passer bedre. Mit fortælling er trodsalt kun halv stykket sammen, så jeg har ikke så meget at måle med... MEN ideen om at fortælle historien via parafraser blev jeg hurtigt glad for, også fordi det sparer mig for at gennemtænke hele set-up'et, og giver samtidig plads til egen fortolkning idet der vil være utildækket huller. OG igen er jeg gladere for den visuelle fortællemåde end den tekstbaseret - jeg er glad for at skrive, men al arbejdet med at redigere og tilpasse og gå tilbage og gennemse og blahblahblah er jeg bedre til og mere motiveret til at foretage når det handler om billeder - trods min uni-studerende 'status' pt.

SO without further ado - her er tidsfortællingens 8 karakterer:

A.P. (min Doctor Who-inspireret karakter) -

Når hun bliver spurgt, hvad A.P. står for svarer hun 'Amy Pond' - idet hun er en super Who-fan. Egentlig hedder hun nok 'Alice Pince' eller sånoget. Hun er sær men intelligent på fysikkens område, og har tilmed læst uendelige bøger om tidsrejse og tid sådan på den meget fysiske måde. Hun har dog også en meget mørkt sind (ligesom doktoren), og bliver nemt præget af dystre stemninger, der sætter hende ud af balance og gør hende ukampdygtig: "easily mentally defeated" har jeg skrevet som note til hende. Hun klæder sig som Amy Pond med lang rødt hår, kontaktlinser så hun kan få Amys brune øjne, korte skørter, ternet skjorter og små læderjakker. Men håret skal farves igen og igen for at virke overbevisende, hvorfor A.P. ofte ses med blonde rødder (hendes rigtige hårfarve). Hendes rigtige øjenfarve er grøn, og de smukke Amy Pond støvler er 2 størrelser for små.

En vigtig pointe ved A.P. er at hun gennem fortællingen lærer at være mere sig selv - og altså ikke gemme sig bag en fiktions karakter.

Sleeve -

Sleeve har haft en besværlig, hård barndom, hvilket præger hendes indstilling til verden: pessimistisk perspektiv på verden (hun er svær at imponere). Dertil er hun 'slightly criminally-minded' ifølge mine noter - hendes pessimisme udsprang i en tidlig alder, hvilket gjorde at hun tidligt omgav sig med folk, der senere blev kriminelle og levede 'på kanten af loven' - hvilket satte sine spor hos Sleeve. Eftersom hun har lavet i de her slags miljøer det meste af sit liv, og hun ikke fandt meget trøst hos forældrene - opbyggede hun en stærk, solid mental mur, der er svær at nedbryde både for fjender og venner. Hun er god til at se læse folk og at se genkende mønstre i social adfærd og dermed forudse, hvilken umiddelbar respons hun får fra forskellige mennesker længe før den finder sted. Med hendes kunnen og erfaring indenfor den kriminelle foretagen in mente er hun modig i grænseoverskridende, sågar farlige situationer - kan nemt fristes af sådanne situationer og er dermed lidt af en 'adrenaline junkie'.

Sleeve har egentlig krøllet lyst hår, men gemmer krøllerne under en pageklippet mørk paryk - ifølge mine noter refererer jeg her til et miks mellem Vivian fra Pretty Woman, der også har smukke lange krøller, men gemmer dem under en korthåret paryk OG River Song, der ligeledes har stort krøllet hår.

Hun går klædt i en lang rød kjole, der dækkes af en lang sort frakke og bærer altid en guld halskæde under frakken som er tillagt en særlig betydning.

Sparkles -

Overglad, optimistisk, naiv, forsvarsløs, oversharing fyr.

Altid glad i låget, altid involveret i mange forskellige nye aktiviteter, altid iklædt lyse sommerfarver og mønstre og altid shorts og tanktops/T-shirts. Gik ikke igennem en humørsvingende-depressiv-negativ-destruerende periode i sine teenageår, men blev ofte mobbet af jævnaldrene for hans vedblivende positive attitude overfor alting (selv skolearbejde) samt hans 'sense of fashion'. Han er ligeglad med at blive kaldt for diverse grimme ting, og forsvarer ikke sig selv når nogen siger ham imod eller direkte provokerer ham - han tager det hele ind og erklærer sig enig i sine modspillere, hvorefter han desperat forsøger at omdirigere smerten til smil og grin. Al den smerte han hermed modtager deler han uden at tænke over det med venner og bekendte, men med en undskyldende mine og igen erklærer sig enig i sine modspillers smertende kommentarer.

Vigtig pointe: Sparkles må lærer lidt om selv-respekt.     

Moody -

Odd, different, self-conscious, socially-difficult.

Moody har altid en indre dialog med sig selv - overanalyserer alle sine egne ord og actions. Hun har det svært i sociale situationer, griner altid efter alt hvad hun selv siger og vender folks harmløse ord til djævelske kommentarer henvendt til hende inde i sit hoved. Hun var ikke glad for jordbær, is, sodavand eller silk da hun var barn - og var heller ikke glad for populærmusik, hypede film eller tv-serier. Som en usikker indadvendt pige allerede dengang, følte hun sig som et rumvæsen i selskab med sine jævnaldrene grundet hendes manglende passion for alt mainstream - som årene gik begyndte hun at distancere sig fra sine jævnaldrene, først ubevidst for at undgå for meget 'unwanted attention' og dernæst bevidst, fordi hun ikke kendte til et bedre trick. Et resultat af denne distancering er hendes positur, der gør hende lille og usynlig - vender hende ind mod sig selv. Derudover klæder hun sig som en kamæleon, går i det tøj alle andre går i, da hun lærte at denne ville garanterer hende den usynlighed hun ledte efter. Egentlig har jeg sammenlignede hende med Sam Sparks fra 'Cloudy with a Chance of Meatballs' idet hun bærer på den samme tristhed, har det samme nervøse grin hver gang hun kommer til at dele information om hendes egentlige selv - og helt sikkert også gemmer på den samme slags skønhed, der afsløres idet Sam midt i filmen beslutter sig for at stå fast ved den hun er.

Deri ligger den vigtige pointe for Moody - hun gemmer sig væk i mængden og må lærer at ændre sin positur og ikke være bange for verden - og dermed ikke være bange for at vise sit egentlig jeg. Hvem det så er har jeg ikke nogen noter til.. Men smuk indeni det er hun, idet hun beslutter sig for at gøre sig synlig i løbet af den gode fortælling.

Sparkles, Moody, Sleeve og A.P. -- ikke gemt bag andres ansigter, under mørke/ kamæleonske klæder og med iklædt klæder passende til vejrforhold (sparkles!).

The Baddies må få deres egen post - vent og se.  

Blyantstegning vs. farvede version

Darren Criss - den gode Blaine Warbler  i 'Glee' OG Harry Potter i 'A Very Potter Musical' (;
Derudover laver han sin egen musik og har også lavet mange fede covers af Disneysange og mange store popsange af bl.a. Katy Perry - og jeg fandt engang lidt af en skat på youtube, nemlig hans cover af sangen 'Moondance'. Den farverige version af Darren ovenover er lidt inspireret af bl.a. Warhols billedserie af Marilyn Monroes i meget hyper-neon-agtige farver. Måske er det egentlig lidt en pop-art ting? Pop-art er selvfølgelig en meget bred betegnelse for en særlig type kunst, der 'opstod' engang i 60'erne (sammen med de andre neo-avantgardistiske kunstbevægelser såsom koncept kunst og minimalistisk kunst) - men jeg har set den samme type kolorering (?) af en anden billedserie før. Billedserien af Monroe er en form for demonstration af den masseproduktion, der følger med forbrugersamfundet - at tage det samme foto og kopirer det mange gange, hvorefter der leges lidt med farvene.

Et stykke af den have, hvor jeg voksede op og flyttede fra et års tid siden. Jeg havde det sjovt med at simplificere de forskellige elementer, der eksisterede i denne del af haven - og tilføje et lidt geometrisk udtryk. Min vision for tegningen var at gøre alle delene voluminøse og dermed få den til næsten at stikke ud af billedet - samt at arbejde med meget intense farver, der kunne forvandle den reelle meget grøn/brunlige version. Måske var jeg også lidt inspireret af Poul Anker Bechs vilde forvandlinger af helt ordinære situationer til ret ekstraordinære scenarier. Men han er også en af mine kunstnerhelte, så det ville ikke være helt underligt. Faktisk kommer det lige nu til mig, hvordan det her billede opstod: for et par år siden gik jeg på det her ungdoms-kunsthold, hvor en meget tegne-dygtig pige havde lavet denne her serie af tegninger, hvor hun skildrede hendes egen refleksion i en julekugle. Eftersom julekugler jo er kugleformet, gjorde det at hendes refleksion i kuglen havde underlige kropsproportioner og det samme galt hendes omgivelser. Jeg husker at hele holdet var ret imponeret over denne her idé og også udførelsen. Det var inspirationen til min tegning. Jeg fandt derfra på at holde et glas op foran dele af vores have, for at undersøge hvilke effekter jeg kunne få. På det her tidspunkt var jeg blevet optaget af, hvad jeg vil kalde lidt alternative landskabsskildringer - alternative i den forstand at de skiller sig ud fra romantikkens mange landskabsmalerier. Jeg havde et ønske om at eksperimentere med kubistisk-skildrede landskaber - arbejde med linjer og kanter på en meget uorganisk måde, hvilket derfor ville give et kontrasterende effekt til naturens organiske former. Jeg fik aldrig rigtig eksploderede det her geometriske-landskabs-halløj, men har ikke fuldstændig droppet ideen - den er nemlig blevet skrevet ned i min nye idé-bog!

Albus Dumbledore - helst præcis som i 6'eren i filmen, hvor han står på denne her platform og venter på Harry i starten af filmen. Da Harry får øje på ham fra et togvindue, står han foran denne her parfumereklame, hvorpå der står: "Make a little magic..." og så hedder parfumen selvfølgelig "Divine Magic" - altså guddommelig magi, og Dumbledore er jo den her meget anerkendte vise troldmand, der har flere høje kvalifikationer og flere gange er blevet tilbudt posten som Minister Of Magic. Derfor er helhedsindtrykket af Dumbledore, der pludselig står foran denne her meget moderne reklame der meget passende refererer tilbage til Dumbledore ham selv, ret genial! Jeg blev derfor nød til at se om jeg kunne rekreere den situation, men på min egen måde.
Jeg ved ikke, hvor tilfreds jeg er med den øverste tegning dog.. Jeg tror den er andet skridt i retning af den allerbedste version jeg kan lave. Jeg har overvejet at lave den som en kollage, så kontrasten mellem den meget moderne reklameverden (et aspekt af muggleverden) og den verden Dumbledore passer ind i (der vel er en magisk version af middelalderen?) kommer bedre til udtryk.
Den nederste tegning er mit første forsøg på at tegne Dumbledore - jeg måtte jo lige master denne meget essentielle del, før jeg gik i gang med hele tegningen. Måske jeg bare skulle tage ham her og klippe ham ud og klister ham på en stram parfumereklame? Eller måske skal det være mere inspirerende.
Den orange-skæggede Dumbledore er helt sikkert også en anden version af troldmanden end den man kender til fra HP-historien. Han er lidt mere vikinge-agtig (med skægget) og måske også meget mere alvorlig (med ansigtet) og mere adelig (med den hat der). Jeg er altså ikke færdig her.

Det er denne her reklame jeg skal have fundet ud af lave - og sætte sammen med en mere rigtig Dumbledore (evt. den hele version af tegning nr. 2 ovenover). Her skulle jeg også bare lige forsøge mig ad med at tegne parfumeflasken og få skriften til at se rigtig ud (særlig 'Divine Magic' skriften!) :