37

Vent du lille. vent lige lidt.
Vent på varmen - den glade sol
Vent på træernes stråleglans -
i den sidste smule måneskin 

Vent på mosegræssets fugtige sødhed,
og bliv stadigt stående hvor du er -
nedsunket i mosen.

Glem nu ikke at takke af før du går.
Man kan sgu komme langt med lidt høflighed

Husk på den tid der var - og den tid der altid vil høre hjemme i dette her. og dette nu. 

Husk de varme dyner og den brændende stearin,
de tykke sofaer og den pappede pizza,
det oversvømmende badeværelsesgulv
og det eventyrlige tårn af opvask.

Husk på det hemmelige himmelunivers -
udsigten mod de små huse og den længsel der fulgte med.

Glem ikke den frygtindgyndede brusebadsløsning
og den dertilhørende dybt ubehagelige kropspositur
under det iskolde vand
der ikke havde i sinde at finde varmen - nogensinde igen.

Glem ej heller den allerhurtigste transit-tilstand fra hjem til by - og by til hjem.

Forsøg ikke at forgyldne dine minder -
ej heller at formørke dem.
De er som glødende istapper -
uforståelige ved første gennemlæsning,
men poetiske efter en god portion tid.

Husk på de pappede papkasser -
yndefulde i deres generiske fremtræden, ambitiøse i deres forfaldne funktion.

Husk de farveløse gardiner -
vægtløse og gennemsigtige.

Mindes du de skydedøre, der i virkeligheden var vinduer?

Har du svært ved at glemme overboens utålmodige trippen?

Husker du den svage lugt af karry i soveværelset?

Har du mareridt om de billebefængte blomster?

Er det usandsynligt at du vil glemme lyden af den besynderlige vaskekælderdør? 


Så er du endnu nedsunket i mosen.






Mosegræssets søde smag er stadigt mere kvalmt.
Røde udtørrede melede bær falder fra træernes toppe
og sætter sig til rette i dine krøllede lokker.


Nu vil du ikke vente længere.