Kapitel 1: Om kunsten (og kærligheden)

Hernando: There's a line in your film, "The passion of the sinner", 
that always makes me think of this museum: "My heart is not a clock." 

Lito: Yeah. My character was always late. 

Hernando: Beautiful line... Made sublime by your performance. 
An apology... that is also an anthem. 
Look, love is not something we wind up, something we set or control. 
Love is just like art. A force that comes into our lives without any rules, 
expectations or limitations and every time I hear that line, 
I am reminded that love, like art must always be free. 



Som Hernando siger i Sense 8-episoden 'Death Doesn't Let You Say Goodbye'   -   om kunsten:
'A force that comes into our lives without any rules, expectations  or limitations'

Altså en form for kraft, som vi ikke har taget nogen beslutning om - det er ikke noget vi har bestemt på forhånd - at liige dénne film vil ramme os eller at lige dét kunstværk vil få os til at bryde ud i gråd. Nej, ifølge Hernando har vi egentlig ingen kontrol over, hvordan kunst rammer os. Det er i hvert fald sådan jeg tolker det citat. Nu sammenligner han kærligheden med kunsten og har derfor mest fokus på kærligheden. Men eftersom det meste af det vi kalder for 'kunst' er menneskeskabt ville jeg mene, at der er en vis mængde kontrol mht. produktionen af kunst. Hvordan vi respondere på kunst er dog en anden sag!

Og det er præcis her jeg finder Hernandos citat relevant og nærmere
bestemt super interessant.

Det er formentlig blevet sagt flere 100 gange, men det super provokerende og samtidig absolut mest fascinerende ved al slags kunst er det grænseløse aspekt. Der er ingen regler, ingen forventninger og ingen begrænsninger. Selvfølgelig (?) er det ikke heeelt korrekt, kun på en meget ideel plan.
Jeg vil mene at alle typer kunst på sin vis er bundet eller begrænset af sin medialitet: Om det så er en film, et maleri, et teaterstykke eller et digt. Medialiteten der indfanger det kunstneriske budskab og nærmere bestemt den skønhed og sandhed som kan fange 'modtageren' - den vil jeg bestemt mene er begrænsende.
Men det betyder ikke at kunsten nødvendigvis mister sin stråleglans eller sin magi. De forventninger som Hernando ikke ser, vil jeg også mene rigtig meget eksisterer - men igen er de forbundet med medialitet/udtryksform: Med den historie det bestemte medie bærer på, samt den kontekst mediet befinder sig i.

MEN hvor, hvornår, hvordan og i hvilket omfang vi bliver ramt af kunsten er rimelig magisk i min optik. Her kan man oprigtigt tale om grænseløshed. Her gælder ingen regler. 'Ramt' er selvfølgelig lidt et kliché-agtigt begreb at benytte mht at snakke metameta omkring kunst. Hvad betyder det
egentlig at 'blive ramt af kunsten' blahblahblah.  Altså al kunst operer jo med følelser - ægte farlige utilregnelige følelser. Kunstnere anvender helt særlige følelses-værktøjskasser til at konstruere det der kan betegnes som en selvstændig helhed, hvilket de derefter sender ud i verden og viser frem for resten af verdensbefolkningen - som en hvilket som helst anden kommunikationsform.

Det er bare liige det med kunsten, at den som kommunikationsform er lidt speciel - PGA FØLELESERNE! YES! Præcis. Den skyder afsted med pile lavet af angst og vrede og ubehag og den rammer modtageren i form af tårer, der løber ned af kinderne og hænder foran ansigtet og smil fra øre til øre. Afsenderen kaster følelser afsted og modtageren responderer med følelser.
Næh, sikke nemt og letforståeligt det pludselig kunne blive.

Og oveni følelserne kommer der typisk en masse livslektioner, der på forskelligvis bliver præsenteret/genfortalt/givet udtryk for osv. Livslektioner som vi tager med os, når vi går ud af biografen, museet, teatret, færdiggør en bog eller hvad nu. Livslektioner som vi har brug for,
som vi samler på og som vi betragter som værdifulde mht at hjælpe os på vej i henhold til alt det vi hele tiden skal tage stilling til. Det er ikke alle livslektionerne vi tager med os, nogle af dem gider vi
bestemt ikke bærer på, andre kaster vi væk efter en portion tid, mens atter andre slet ikke registreres. Vi har simpelthen ikke plads til alle de råd og al den implicit guidende information. Meget af den information som vi ikke tager ind er typisk information som virker irrelevant mht, hvor vi er henne i vores liv på det pågældende tidspunkt. Der kan også være meget af den information som vi enten har svært ved at kontekstualisere, eller som vi simpelthen bare ikke forstår. 

DERFOR bliver vi 'ramt' af kunsten.

Det er spændende at betragte kunst som noget der rammer os, og altså ikke noget vi selv lader ske. Det er ikke noget vi har kontrol over. Typisk. Dét er super angstprovokerende! Den manglende kontrol! Jeg tror det er derfor mange kunstnere går nedenomoghjem, når de i perioder har svært ved at skabe noget nyt eller på anden måde mister skabertrangen eller motivationen. Fordi de ikke altid føler at de har kontrol over det de skaber. Hvorfor det ikke nødvendigvis kun er op til dem, om den skabertrang finder sin vej tilbage (til dem) - eller om den pludselig bare er gået langt væk og faktisk ikke kan finde hjem.
Altså så er der jo også nogle (mange), der kommer sig over tørkeperioderne. Men selvom den måske ikke er helt væk - så tror jeg alligevel sagtens at den kan have raseret kunstnerens indre landskab mens den holdt ferie i ingemandsland. Sådan virkelig raseret!

I den forstand er det forfærdeligt at være kunstner tror jeg. Alle de her overvejelser der løber rundt i ring: Besidder man den kontrol? Kan man godt producere værdifuld kunst med den kontrol? Eller er den i virkeligheden forstyrrende? Og hvad nu hvis den går væk - falder alting så sammen?

Uh ja alle de overvejelser.