George
A Single Man
Colin Firth er fænomenal i denne her rolle! George vakler rundt i et mørkt sørgende virvar. Han mistede sin kæreste Jim otte måneder siden til en bilulykke - og er endnu opslugt af sorg, hvilket primært udmærker sig i at han er fuldstændig kold og ligeglad med verden og det liv han nu lever. Men hans ligegyldige attitude har ikke noget på ham mht. hans gentlemanlige manér - og det burde være universal viden at ingen kan spille så forrygende en gentleman som Colin Firth! Jeg er helt vild med hans version af Mr Darcy i Pride and Prejudice. Og så er han genial som kingsman-spionen Harry Hart i den første Kingsman film (= to ægte gentlemens).
Han kører jakkesæt, pudsede sko, smørede hår og flotte ordentlige briller - og så er han selvfølgelig
universitetsprofessor og en britte, der befinder sig i LA. Det interessante ved George er at han
trods sin sørgende og opgivende sindstilstand stadig agere som om intet var hændt, når han befinder sig i sociale situationer eller bare er ude i offentligheden. Det er små ting, der gør seeren opmærksom
på at han overhovedet ikke er kommet videre - og så den voiceover der kører indimellem (især i starten af filmen). Han er en intelligent mand, hvilket særligt kommer til udtryk i den ene scene,
hvor han står og underviser en gruppe studerende og her mister grebet og begynder at snakke om
minoritetsgrupper - og hvordan minoritetsgrupper opstår ud af en frygt for det ukendte. En frygt der kan udvikle sig til en trussel. Hans pointe samt den måde han formidler den er super skarp og meget
relevant - både for hans samtid (60'erne/ den kolde krig), samt den tid vi lever i i dag.
Jeg får både lyst til at grine og græde af den måde George kæmper for at komme igennem denne her ene dag, som filmen strækker sig over - og dét i sig selv gør ham til en interessant karakter.
Hannah
Please Like Me
Hannah er uden tvivl min ynglingskarakter i tv-serien Please Like Me. Hun har den sarkastiske, utroligt tøre sorte humor - som man typisk finder hos britiske karakterer - og som jeg for det meste ikke kan stå for. For det meste. Og alt hvad der kommer ud af hendes mund er hel skønt. Hun har en depression og da vi møder hende for første gang er det på et psykiatrisk hospital, hvor Joshs (hovedkarakterens) mor også er indlagt. Hun har svært ved at danne nære relationer, og det er også først en season længere henne at et nært venskab rigtigt blomstre op mellem Hannah og Joshs mor (Rose). Hun er meget ærlig og er ikke videre interesseret i forbedre sit liv. Men da hun flytter ind hos Rose og forsøger at trappe ned på den daglige medicin, opdager hun at alting går ned af bakke - hun begynder at gøre skade på sig selv, og må derfor nødvendigvis vende tilbage til den daglige dosis piller, hvortil hun siger noget ala: "It's really painful that I have to take pills simply to function".
Tv-seriens perspektiv på folk, der lever med psykiske sygdomme er meget forfriskende.
Mange film sætter fokus på de meget syge patienter, der nødvendigvis må opholde sig på et psykiatrisk hospital, fordi den hjælp de har brug for ikke kan findes eller opnås på nogen anden måde. Ofte bliver hospitalerne vinklet som en slags fængsler, hvor besøgstiderne bliver overvåget og patienterne har tremmer for vinduerne og den slags.
Men Hannah og Rose (og Ginger, Arnold og Steve) - oplever man både på hospitalet og udenfor. De har alle tilladelse til at forlade stedet for at gå turer og tage i zoologisk have og gå på dates. Og det giver en helt anden dimension at man særligt oplever Hannah, Rose og Arnold både mens de er indskrevet på hospitalet og efter at de er blevet udskrevet - og alle oplever udfordringer mht. deres psykiske helbred.
Brian Williams
Doctor Who
Brian er usandsynlig skøn! Han spiller en lille rolle i det store Doctor Who-univers, som Rorys far.
Men han er simpelthen herlig i både Dinosaurs on a spaceship samt The Power of Three.
Han er en af de mindre prominente karakterer, der har fået alle de gode replikker. Og på samme måde som Roddy i Not Another Happy Ending (der også har fået alle de gyldne replikker), kan Brian levere dem helt fantastisk med et straight face, om det så er: "You are wobbling the ladder!" eller
"Brian's Log Day 67". Han er så skøn og så sød, og jeg smiler altid i hele hovedet når jeg genser
de her Brian-fyldte Who-episoder.
OG så er han en af de få Who-karaktere, der meget hurtigt har gennemskuet Doctoren og fundet hans allersvageste punkt og tilmed prikker til ham: "What happened to the others - the ones that travelled with you?" Brian bliver hurtigt bevidst om den fare, hans søn og svigerdatter konstant udsætter sig selv for - og hvilken skæbne de muligvis vil lide som companions of the Doctor. Han kigger indgående på Doctoren, der hurtigt forsikrer Brian om at det samme ikke kommer til at ske med Rory og Amy. Brian virker ikke overbevist - men beslutter sig alligevel for at skubbe sønnen og svigerdatteren ud af huset, da det går op for ham for meget de holder af Doctoren.
Brian er den dejligste far, han er praktisk anlagt og meget tilfreds med at have fødderne solidt plantet
i jorden - han har ikke brug for fantastiske eventyr. Men samtidig er han ikke bange for at ændre på
sin personlige dagsorden, sålænge han ikke træder nogle over tæerne. Og så er ham meget behjælpsom og nysgerrig, hvorfor ham og Doctoren kommer godt ud af det med hinanden.
Julie Ellis
A Brilliant Young Mind
Julie er en af de her megaseje kvinder, der trods en stor bunke udfordringer - ikke bare bliver ved med at kæmpe, men som også har overskud til at lægge energi i mindre projekter.
Hun er mor til Nathan Ellis, der efter at have mistede sin far, har stort besvær med at navigere rundt
i en verden, hvor de sociale spilleregler er temmelige vigtige for at overleve. Det eneste der giver
rigtig mening for Nathan er matematikken, hvor han kan finde trøst i logiske mønstre - men hvor han
samtidig får skabt en vis distance til sin mor, der ivrigt forsøger at blive lukkede ind i sin søns univers. Den besværlige distance sætter gang på gang Julie ud i rodet situationer, der ofte ender i
frustration og vrede. Men Julie giver ikke op. Hun beslutter sig for at bruge matematikken som et
redskab til at nå ind til Nathan, og hyrer derfor Nathans matematiklærer til at hjælpe hende med at
genopfriske og træne hendes matematiske evner og forståelse for det felt. Hun bliver glad for Martin (Nathans matematiklærer), og Martin bliver glad for hende - men Nathan er ikke vild med det der opstår imellem dem, hvilket sætter Julie i en ekstra besværlig situation.
Et af mine ynglingselementer i denne her film, er hvordan alt det følelsesmæssige bliver repræsenteret og udfoldet - karaktererne oplever meget sjældent ren glæde, vrede, frustration osv. Det følelsesmæssige er kompliceret og nuanceret for de fleste karakterer, der optræder i denne her film - på samme måde som man i den virkelige verden ofte oplever at være både frustreret og ked af det, eller både at være glad og trist eller fuld af kærlighed og dybt frustreret - eller en anden kombination af følelser. Det er meget sjældent at man kun er glad eller trist eller sur. Og det er præcis sådan jeg oplever de fleste af karaktererne i denne her film - der foregår ofte et væld af elementer inde i hovederne på både Nathan, Julie, Martin og Zhang Mei (Nathans veninde/kæreste). Men det gælder særligt Nathan og Julie, fordi det er dem man følger igennem heele filmen.
Og så er Julie helt fantastisk til slut i filmen, hvor hun både formår at plante en beslutsomt og kærligt
kys på Martins mund (alt er udfordrende mellem de to, fordi Martin også er meget syg) -- OG hun formår at komme igennem til sin søn, idet hun forsøger at forklare, hvordan det er at være forelsket og hvordan det hænger sammen, når dem du elsker forlader dig. Fantastisk scene!
Jeg glæder mig usandsynlig meget til at se Sally Hawkins i The Shape of Water!
Manny
Swiss Army Man
Daniel Radcliffe er rimelig vild i denne her rolle. Han spiller egentlig et lig, der af en
mystisk årsag endnu ikke er helt død - eller måske bare bliver genoplivet på sin vis? I hvert fald
opblomstrer der sig et skønt venskab mellem Manny og Hank, der forsøger at begå selvmord, men ikke har heldet med sig - og som derfor beslutter sig for at leve ude i skoven med Manny som sit multiredskab (og sin gode ven).
Manny kan ikke huske noget som helst fra sit tidligere liv, og har også glemt alt om hvordan verden fungerer - hvorfor Hank forsøger at lære ham alt, hvad der er værd at vide om livet, på forskellige alternative måder. Manny minder lidt om en robot til at starte med: Han gentager alt hvad Hank fortæller ham og forsøger at tillægge nye elementer betydning ved at tænke i logiske baner.
Men idet han begynder at lære om kærlighed, venskaber og menneskelige relationer får Hank vækket en mere følelsesmæssig side af Manny - som fungerer særligt godt idet det tilføjer en ekstra dimension til venskabet mellem de to. Som seer/beskuer/tilskuer blev jeg så glad for Manny, at jeg slet ikke kunne holde ud at filmen skulle ende på sådan en drastisk måde - med den rammefortælling man først bliver præsenteret for tilsidst, som jeg egentlig ikke synes passer særlig godt ind i resten.
Men skøn, mystisk og original karakter - det er Manny uden tvivl!
Tilly Dunnage
The Dressmaker
En kvinde med ben i næsen - for søren da! Hun vender tilbage til sit barndomshjem, hvor hun var vidne til noget forfærdeligt som barn. Det er en lillebitte by, hvor alle kender alle - og alle har næserne nede i alleandres private businessses - derfor bliver der hvisket og tviskede, da Tilly Dunnage bosætter sig i sit mors nedslidte hjem. Tilly kommer fra Paris og London og Rom og alle de
andre store europæiske modemekkaer, hvor hun har fået en god mængde erfaring som designer og syerske. Idet hun begynder at sy festlige kjoler og andet godt til nogle af byens interesserede tanter,
går alting helt galt: Har hun dog ingen selvrespekt? Hvordan kan hun tro at hun er velkommen her? osv. osv. Rygterne flyver rundt om de rædselslagne foretagender Tilly havde gang i, da hun var lille.
Tilly kæmper derfor en gruelig kamp med at overvinde borgernes tillid, hvilket resulterer i en række
dramatiske hændelser. Hun tager vilde redskaber i brug, men fordi hun virkelig forsøger at gøre alting
godt med sin gamle mor og samtidig indleder et forhold til en barndomsven, følte jeg egentlig at hun havde ret til at tage sådanne metoder i brug (og selvfølgeligt rigtig meget pga. den behandling hun får fra byens mange vrede borgere!)
Der er et meget tydeligt retfærdighedstema som filmen tager op - og som karaktererne konstant provokerer mht. hvor langt de kan tage den ud og samtidig modtage seerens sympati.
Men mht. Tilly Dunnage havde jeg en ret klar 'YEES'-følelse i kroppen, lige omkring den allersidste scene.
Mr. Perlman
Call me by your name
Skøn far der giver sin søn en række værdifulde råd med på vejen!
Jeg var helt ødelagt efter at set denne her film.
Dr. Alfred Jones
Salmon Fishing in the Yemen
Herlig mand der er glad for fisk - og som er ærlig overfor sig selv mht. livets meget store besværlige spørgsmål. Han vælger at gå fra sin kone, for at lægge alle sine kræfter i et næsten umuligt projekt - OG han kaster sig ud i at erklære sin kærlighed for en særligt dejlig kvinde.
Det kræver så meget sejhed at være ærlig overfor sig selv når man bliver udsat for vilde ting!
(billederne er fra google - naturligvis)
No comments:
Post a Comment